Børn på nul til to år bruger tablets

Digitale medier er på kort tid blevet en uomgængelig del af selv små børns leg, viser nye tal.

Ipad og andre tablet-computere er de små børns foretrukne digitale legetøj. (Foto: Jane Lou)

- Man kan ikke dømme et stykke legetøj ude, bare fordi der er strøm på det. En tablet er legetøj, bøger og tegnepapir, og det er som udgangspunkt ikke værre end andet, bare fordi der er et strømkabel på.

Sådan siger Stine Liv Johansen, der forsker i børns brug af digitale medier.

En undersøgelse, som YouGov har lavet for KL's nyhedsbrev, Momentum, viser nemlig, at ni ud af 10 børn under syv år bruger digitale medier indenfor hjemmets fire vægge. 78 procent af børnene er under tre år.

- Det er en meget stærk tendens, og det er gået lynende hurtigt, siger Stine Liv Johansen til DR Nyheder.

- Vi har fået øjnene op for, at de berøringsfølsomme skærme kan rigtig meget, og derfor er de flyttet ind i familierne. Og så bliver de også brugt af de små. I modsætning til en computer med mus, så sker der på en tablet det samme, som sker, når du tegner: Der, hvor din finger rører, sker der noget, og det kan et lille barn forstå og mestre rent motorisk.

Altid skeptisk overfor nye medier

Om det er en god eller en dårlig udvikling er der mange meninger om - faktum er, at det er en uundgåelig udvikling, mener hun. Og det er en udvikling, som har mange muligheder - også for de mindste.

For eksempel kan et barn trykke på et får på skærmen, og fåret kvitterer med et mæh.

- Dybest set er det det samme som i en billedbog, der er bare flere sanseindtryk. Der har altid været en enorm skepsis overfor nye medier. Det gjaldt også den første illustrerede børnebog, da den kom frem, siger Stine Liv Johansen.

Syng en sang og gå i skoven - med tablet

Så i stedet for at lade sig forskrække af de smås hurtige fingre på touch-skærmen, skal man tage medierne til sig og vise børn, hvad de også kan bruges til, mener hun.

- Vi kan tage dem med i skoven og tage billeder af de ting, vi ser. Vi kan bruge nettet til at slå ting op på for at blive klogere, eller vi kan finde en god sang, som vi kan høre, mens vi vasker op eller laver mad. Så de digitale medier kan meget for børn end blot at spille simple spil. Men når det er sagt, så skal børnene også have lov til at have de pauser, som et simpelt spil kan give dem, siger Stine Liv Johansen.

Hun bliver bakket op af Thomas Illum Hansen, der er videnscenterleder på forskningscentret Læremiddel.dk.

- Det handler ikke om at være for eller imod, men at det er noget, man skal forholde sig til. Som voksen skal man tage stilling til, hvad børnene bruger medierne til, om det er aktiv eller passiv brug, og om de udvikler sig af det. Det har man altid skullet, og det ændrer sig ikke, bare fordi det er digitale medier, som børnene bruger, siger han til Momentum.

Ingen skal sidde stille i mange timer

Er man som voksen alligevel beklemt over, at ens barn sidder meget stille med en tablet i hånden, har Stine Liv Johansen et enkelt råd:

- Ingen børn har godt af at sidde stille i mange timer. Men det er heller ikke det, som vores børn vil gøre. De vil bevæge sig, for det er deres natur. Hvis vi synes, vores børn sidder for meget stille med de her medier, så kan vi se på, hvordan og hvor længe vi selv sidder med dem, siger hun.

497 forældre til børn i kommunale dagtilbud deltog i YouGovs undersøgelse for Momentum.

Få flere gode ideer til, hvordan tablets kan bruges til aktiv leg og læring på DRs nye site Klipkassen. Det er udviklet til pædagoger i dagtilbud, men kan også bruges derhjemme.