Børne- og ungdomspsykiatrien i hovedstaden tester ny digital behandling af selvskade

Håbet er, at terapiformen på sigt kan bruges i hele landet.

Unge med selvskadende adfærd skal registrere det i en app, hver gang de får lyst til for eksempel at skære i sig selv. (Foto: Thea Kristine Vinther)

En ny digital behandling skal hjælpe børn og unge, der skærer, slår eller på anden måde skader sig selv.

Behandlingen skal testes på børn mellem 13 og 17 år, der selvskader og er i psykiatrisk behandling i Region Hovedstaden. Målet er at få færre unge til at selvskade.

Det er Team for Selvskade under Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden, der står for at afprøve den nye behandlingsform.

Leder af Team for Selvskade, Lotte Rubæk, fortæller, at behandlingen forløber over 12 uger, hvor de unge en gang om ugen skal logge på et computerprogram.

Gennem programmet vil den unge, der selvskader, blive undervist i at regulere sine følelser, så han eller hun ikke handler på følelserne ved at skade sig selv.

Som en del af behandlingen er den unge og den unges forældre løbende i kontakt med en terapeut, som kan støtte dem gennem forløbet.

App er en del af terapien

En app på telefonen indgår også som en del af den digitale behandling.

Tanken er, at de unge skal åbne app'en, når de føler trang til at skade sig selv. I app'en skal de registrere, hvor voldsom trangen er og får samtidig forslag til andre ting, de kan gøre i stedet for at selvskade. Det kan for eksempel være at træne eller at bage.

- Bare at åbne app'en kan faktisk i sig selv gøre, at impulsen driver over igen. Fordi de lige pludselig har et fokus og noget konstruktivt, som de gør, når de har den her trang, siger Lotte Rubæk.

Lotte Rubæk håber, at de unge vil bruge app’en som ventil for deres negative følelser.

- De har jo app’en på sig hele tiden og skal bruge den flere gange dagligt. De registrerer for eksempel, når de har haft trang til selvskade eller anden destruktiv adfærd – men at de har modstået trangen, siger hun.

Lotte Rubæk, psykolog og leder af Team for selvskade, Region Hovedstaden.

Inspiration fra Sverige

Det digitale behandlingsforløb, der hedder ERITA, er afprøvet med succes i teststudier i Sverige.

Det digitale behandlingsforløb skal testes igennem de næste to år og en forskningsgruppe skal finde ud af, om de unge, der får tilbudt forløbet, klarer sig bedre end dem, der ikke gør.

I Danmark er målgruppen for forsøget i første omgang unge i psykiatrien i Region Hovedstaden, men Lotte Rubæk håber, at forløbet på sigt vil kunne bruges over hele landet også uden for psykiatrien.

- Man ved, at internetbaseret terapi virker lige så godt for langt de fleste lidelser, som når den unge møder op ansigt til ansigt. Og for lidelser med et højt niveai af skam som selvskade, ser det ud til at være særligt appellerende, siger hun.

1.000 medlemmer af hemmelig gruppe

DR har de seneste dage fortalt, at omkring 1.000 unge danskere er en del af et lukket netværk på Instagram, hvor de deler tanker om psykisk sygdom. Netværket kalder brugerne for "priv" - en forkortelse for privat.

En del af brugerne støtter hinanden positivt i priv-netværket, men netværket rummer også en mørk side. Der bliver delt billeder af selvskade, selvmordstanker og konkret inspiration til, hvordan man kan begå selvmord.

- Selvskade spreder sig som pesten, siger Rikke N, der er bruger i priv-netværket i DR-dokumentaren "Døde pigers dagbog".

Lotte Rubæk håber, at unge i fremtiden vil søge ind på den digitale behandling frem for at søge ind i netværk på nettet, hvor de måske bliver inspireret til mere selvskade.

- Unge er digitalt indfødte, og når de forsøger at få en forståelse af deres tanker eller at søge hjælp, så gør de det på nettet, siger Lotte Rubæk, der er psykolog og projektleder for Team Selvskade i Region Hovedstaden.

Facebook
Twitter