Børnebande bag stribe af røverier - brændte offer med cigaret

Politiet har med videoovervågning og vidneudsagn optrevlet en bande på 13 kriminelle børn og unge.

De 13 unge har gjort gaderne usikre i eftermiddags- og aftentimerne omkring Strøget, Nørreport Station og Kongens Have i København. (Foto: Sofie Mathiassen © Scanpix)

Gaderne i det indre København er med tilbageholdelsen af en gruppe på 13 unge røvere, hvoraf de fleste er under den kriminelle lavalder, blevet mere trygge at færdes i.

Ifølge Københavns Politi stod gruppen nemlig bag en stor del af de gaderøverier omkring Nørreport Station, Strøget og Kongens Have, der er blevet begået fra august og frem til politiets koordinerede aktion i onsdags.

- Det er vores opfattelse, at grupperingen har stået for en stor del af røverierne i det område. Og vi forventer at se en nedgang i den type kriminalitet, som vi har set det med lignende indsatser tidligere, siger politikommissær Bjarke Dalsgaard Madsen til DR Nyheder.

Børnebanden består af unge i alderen 12 til 15 år - med en enkelt 18-årig, der er sigtet for ét af røverierne. En 15-årig blev i går varetægtsfængslet i to uger, mens en anden 15-årig er sigtet, men ikke varetægtsfængslet.

Røverier begået af unge under 15 år

Ifølge Københavns Politis opfattelse er langt hovedparten af røverierne begået af det store flertal, som er under den kriminelle lavalder og derfor ikke kan strafforfølges. Deres sager bliver nu håndteret i samarbejde med de sociale myndigheder.

Flere af de unge mistænkte har tilstået røverierne, mens andre har valgt ikke at udtale sig til sagerne eller nægtet deres deltagelse. Ifølge politiet er der tale om en gruppering, hvor nogle af medlemmerne typisk er medløbere, mens andre fører an og ansporer de andre.

Efterforskningen har ført til afhøring i 13 af sagerne, som politiet anser for at være tilstrækkeligt belyst til, at der ville være rejst tiltale, hvis de mistænkte var fyldt 15 år.

Københavns Politi oplyser til DR Nyheder, at der har været efterforsket yderligere fem sager, hvor det ikke har været muligt at påvise skyld med henblik på strafansvar.

- Måske har der været tale om for usikker genkendelse af gerningspersoner. Eller videoovervågningen har måske ikke været brugbar i de tilfælde, siger Bjarke Dalsgaard Madsen.

Afsløret af overvågning og vidner

Overvågningskameraer i det indre København har spillet en stor rolle i efterforskningen af sagerne. Samtidig har vidner og forurettede i flere tilfælde genkendt de unge fra de boligområder, de kommer fra.

De fleste af de unge stammer fra Valby, men der er også medlemmer fra Hvidovre og Gentofte. Der er tale om en såkaldt gruppering, fortæller Bjarke Dalsgaard Madsen.

- Det her er ikke to-tre gutter, der laver noget ballade. Det er en større gruppe, der gør det i lang tid og i forening. Og når så mange er enige om at gøre sådan noget over længere tid, så er det alvorligt, siger han.

Slået, sparket og brændemærket

De 13 konkrete tilfælde af vold og røverier dækker over tilfælde, hvor ofrene angiveligt først har været udsat for gruppemobning med trusler, skubberi, spark og slag til målrettede røverier med knive og peberspray. Overfaldene er foregået både om eftermiddagen og om aftenen. Og både på hverdage og i weekender.

- Sagerne er lidt forskellige. I nogle tilfælde har gruppen tilsyneladende dannet rundkreds om de forurettede, som bliver mobbet og skubbet voldsomt over flere minutter eller slået og sparket, før de bliver frarøvet deres værdier. I andre tilfælde skal de forurettede været blevet røvet direkte, siger Bjarke Dalsgaard Madsen.

Ifølge politiet har ingen af ofrene pådraget sig livstruende skader, men flere af dem har pådraget sig smålæsioner i forbindelse med volden, ligesom et af ofrene skal være blevet brændt med en cigaret i ansigtet.

Sociale myndigheder tager over

Bortset fra sagerne mod de to 15-årige og den 18-årige er det nu de sociale myndigheder og de unges bopælskommuner, der træder til i samarbejde med politiet.

Og det er afgørende, at der bliver gået grundigt til værks, når der er tale om så unge mennesker, siger Bjarke Dalsgaard Madsen.

- Vi vægter det højt at skride ind i en tidlig alder for at forsøge at påvirke de unges udvikling. I forhold til politiets indsats er der opfølgning i form af møder og samtaler med kommunen. Det er kommunen der beslutter, hvilke egentlige tiltag, der skal ske, siger han.

DR Nyheder har forgæves kontaktet børne- og ungdomsforvaltningen samt socialforvaltningen i Københavns Kommune for at få svar på, hvad der helt konkret kommer til at ske i sagerne med de unge under den kriminelle lavalder.