Børneeksem skyldes særlige gener i huden

Børneeksem rammer hvert femte barn, og nu har danske forskere fundet ud af, at det skyldes bestemte gener i huden, der svækker immunforsvaret.

Et forskerteam med dansk ledelse har fundet ud af, at nogle medfødte gener i huden er årsag til børneeksem. (© Scanpix)

Hvert femte barn bliver ramt af børneeksem, og det betyder at de må døje med blandt andet tør hud, rødmen og forskellige typer sår, som ofte bliver inficeret af bakterier.

Nu er et hold af forskere på sporet af, hvorfor sygdommen opstår og dermed et skridt nærmere en ny og bedre behandling.

Resultaterne af forskningen, som har dansk ledelse, bliver publiceret i det videnskabelige tidsskrift NATURE Genetics i dag.

Forskere har længe formodet, at årsagen til eksemen er den genetiske opskrift i huden og immunforsvaret, og nu er der fundet beviser på, at det er rigtigt.

Gennem et omfattende studium med over 50.000 børn fra hele Europa kunne forskerholdet se, at børn med eksem oftere havde nogle helt bestemte gener, der svækker immunforsvaret over for sygdommen.

- Nu skal flere studier se nærmere på disse helt almindeligt forekommende genetiske variationer, så vi kan forstå præcis hvorfor og hvordan, de hænger sammen med eksem, fortæller Hans Bisgaard, der er overlæge ved dansk børneastmacenter ved Gentofte Hospital.

Han har været med til at lede projektet.

- Den nye viden kommer hurtigt i brug, fordi den kan bruges til at diagnosticere og vejlede patienterne. Man vil kunne sige, hvor slem eksemen er, hvordan forløbet kan forventes at blive og om det hænger sammen med andre sygdomme, siger han.

Facebook
Twitter