De seneste uger har vi fået det at vide igen og igen og igen: Hold afstand.

Det betyder, at det solide håndtryk og lange kram er sat på standby. Det betyder også, at mange af de mindste mere eller mindre kun er sammen med forældrene.

Og det kan være svært for børn at forstå, hvorfor bedstemor eller legeonkel ikke holder og nusser så meget, som de plejer.

Det fortæller Per Schultz Jørgensen, der er uddannet lærer, men siden er blevet professor i socialpsykologi og forfatter. Han har været formand for Børnerådet og har forsket i børn, unge og familieliv i næsten et halvt århundrede.

- Hvis man har haft tæt kontakt med barnet, som pludseligt ophører, så er der tale om et brud og knæk i tilliden. Barnet tænker, hvad det hænger sammen med.

Han forklarer, at barnets kontakt med de nære voksne kan deles op i tre. Der er den rent fysiske kontakt som håndtryk, kind mod kind og generel tæthed. Grænserne mellem to udviskes, og man bliver til et.

Så er der det tætte blik, hvor man lærer, hvor du og jeg begynder. Og senere kommer den sproglige kontakt, hvor man kan anerkende hinanden.

Hvad gør vi uden fysisk kontakt?

Normalt går de tre hånd i hånd både for små børn under tre år, men også for de ældre. I øjeblikket er spørgsmålet ifølge Per Schultz Jørgensen, hvad der sker, når grunden rives væk under en del af – den fysiske kontakt.

Børneforskeren råder børnenes nære kontakter til at gøre ekstra brug af de to dele, vi fortsat har til rådighed.

- Vi skal stadig bruge øjenkontakten, og det gensidige blik. Men vi skal også bruge sproget, så godt vi kan. Vi skal give udtryk for, at vi er glade for at se dem og hygge. Og forsøge at forklare, hvorfor man ikke kan holde om dem, som man plejer, fortæller Per Schultz Jørgensen.

Og så handler det for forældrene i særlig høj grad om i øjeblikket at give barnet ekstra støtte og omsorg, så det opbygger en social tryghed og ved, at mor og far stadig er der.

Coronavirus er svært at forstå selv for voksne, men man skal passe på med at tænke, at børn ikke forstår, hvad der foregår.

- Vi skal ikke fodre dem med alt det negative og angst, men vi skal forklare, at det ikke er barnets skyld, at vi ikke holder om dem. Børn forstår rigtig meget – også som treårig. Det handler om, hvordan vi forklarer det, siger han.

Lad vær med at skabe frygt

Og hvordan forklarer man så børn om coronavirus, så de forstår, at man skal holde afstand, men uden at gøre dem bange?

Barbara Hoff Esbjørn er professor MSO, leder af Center for Angst ved Institut for Psykologi ved Københavns Universitet, og så forsker hun i angst hos børn.

Når vi ser på, om perioden her med færre legeaftaler og mindre kropslig kontakt fra bedsteforældre, forældrenes venner og vuggestuepædagogen bliver et problem, handler det ifølge hende i høj grad om vores fortælling.

- Havde man forinden spurgt, hvad det bedste kunne være for jeres børn, så ville mange have sagt, at det ville være at være hjemme i en måned. Skal vi være bange, eller skal vi begrænse os og være nære med vores tætteste, men ikke så mange andre, spørger Barbara Hoff Esbjørn.

Hvis man ikke vil gøre de mindste bange, så handler det i bund og grund ikke at videreføre vores egen ængstelighed. Og så skal man passe på med at gøre det værre, end det er.

Barbara Hoff Esbjørn sammenligner det med, hvis man som lille familie tog en måned eller to til USA. Der ville man, som mange gør nu, opretholde kontakten over nettet med video, og det ville man ikke være bekymret for.

- Børn gør som de plejer. Som efter sommerferien. Vi skaber selv problemstillingerne, som måske ikke er så slemme, som vi gør dem til, siger hun.

Pylrede børn

Selvom der er god mulighed for at få de mindste godt gennem coronakrisen, så er der især et sted, som kan stå over for nogle udfordringer – vuggestuen.

For mens man kan tale med for eksempel skolebørnene, om de ikke glæder sig til at komme tilbage i skole og se alle vennerne, skal de mindste genetableres i den relation.

- Separationsangsten er et naturligt udviklingstræk, og det kommer vuggestuerne til at opleve. Der vil komme mange pylrede børn, ligesom når man starter et nyt hold op i institutionen, fortæller Barbara Hoff Esbjørn.

Vi ved endnu ikke, hvornår skolerne igen slår dørene op, og de mindste kan afleveres i institutionerne. Men hvis måden vi lever på i øjeblikket, hvor vi holder afstand, hænger over os i mange måneder, så kan det føre til, at man simpelthen skal ændre adfærd i daginstitutionerne, mener Per Schultz Jørgensen.

- Man kan ikke længere kramme og holde om de mindste, og det er jo kritisk for vuggestuebørn, der skal føle trygheden. Derfor skal man overveje, hvordan man ændrer pædagogikken og omsorgsdelen, så den kommer til at rumme tillidsskabende pædagogiske former, siger han.

Per Schultz Jørgensen peger på, at man kan tale, synge og lege meget sammen, men også inddrage børnene, så de forstår, hvad det handler om.

Og så handler det ifølge Barbara Hoff Esbjørn om at passe ekstra godt på de børn og unge, der i forvejen kæmper med for eksempel separationsangst eller social angst.

- Hvis man som forælder er usikker, så er mit bedste råd, at man finder information. Der er gode muligheder for at gøre noget selv, men der er også mulighed for behandling, hvis ikke barnet relativt hurtigt finder tilbage til hverdagen.