Børnevaccination: Blot en tredjedel har foreløbig takket ja til corona-vaccine

Tal fra fire regioner viser, at omkring en tredjedele af børn mellem 12-15 har sagt ja til en corona-vaccine.

En 13-årig dreng bliver vaccineret med Pfizer-BioNTech i Hyde Park i New York City, USA. (Foto: Shannon Stapleton © Ritzau Scanpix)

Et opkøb af Pfizer/BioNTech vacciner fra Rumænien har sat skub i vaccinationerne i Danmark.

Især har købet haft betydning for børn mellem 12 og 15 år, som har taget et stort spring frem i vaccinekøen, og nu alle har fået en invitation til det første stik.

Beslutningen om først at lade børn vaccinere og dernæst fremrykke vaccine-planerne har været kritiseret af børnelæger, lægefaglige og forældre. De har ment, at Sundhedsstyrelsens beslutning om at vaccinere børn har været forceret.

Nu ligger de første data så klar for, hvor mange forældre der har takket ja til vaccinetilbuddet. Tallene viser, at blot en tredjedel af de børn, der er blevet inviteret til at få vaccinen, foreløbig har sagt ja.

- Det er et relativt lavt niveau, men det er også min klare forventning, at vi kommer højere op. Vi kan se, at omkring totredjedele af forældre til børn i den her aldersgruppe er villige til at lade deres børn vaccinere. Så det må vi forvente, vi kommer nærmere på, på den anden side af sommerferien, siger adfærdsforsker Michael Bang Pedersen, professor ved Aarhus Universitet.

Hellere mig selv end mine børn

Samlet har 132.603 i aldersgruppen fordelt på regionerne Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark takket ja til en Pfizer-vaccine. Det er præcis en tredjedel af gruppen.

Lidt lavere er andelen i Region Sjælland, hvor 11.400 har fået mindst et stik eller booket tid til et svarende til cirka 30 procent af børnene i aldersgruppen.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, og formanden for børnelægerne i Danmark, Klaus Birkelund Johansen, var ikke helt enige på et pressemøde om børnevaccination mod Covid-19 den 17. juni. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Ritzau Scanpix)

For befolkningen generelt har antallet af personer, der har modtaget det første stik, nu rundet fire millioner borgere. Det svarer til en vaccinedækning på knap 70 procent.

- International forskning viser, at man er mere villig til at lade sig selv vaccinere, end man er villig til at lade sine børn vaccinere. Det er lidt nemmere at gøre en god gerning for samfundet og de sårbares skyld, når det er på egne vegne, end det er at sige til sine børn, at de nu skal lide de her bivirkninger for samfundets skyld, siger Michael Bang Pedersen.

Men timingen med sommerferie og uklar kommunikation gør dog, at han forventer en større tilslutning i løbet af den næste måned.

- Der er i høj grad en vaccinevillighed i forhold til at lade sine børn vaccinere. Så det her handler dels om sommerferie, og så handler det også om, at man blev taget på sengen, fordi man i bund og grund forventede, at man først skulle tage stilling til det her en gang i september.

- Nu står man så pludselig og har vaccinerne til det. Men Sundhedsstyrelsen har ikke formået at kommunikere ud omkring, hvad dataene er nok også besværligggjort af sommerferien. Tidspunktet har været uheldigt både logistisk og kommunikationsmæssigt, siger Michael Bang Pedersen, adfærdsforsker Michael Bang Pedersen, professor ved Aarhus Universitet.

FAKTA: Flere vacciner rykker børn frem i køen

  • Da Sundhedsstyrelsen 17. juni på et pressemøde oplyste, at børn fra 12 til 15 år som de næste skulle med i programmet, var det planen, at de skulle vaccineres i september, når alle over 16 år var færdigvaccineret.

  • Siden er der indkøbt 1,17 millioner doser fra Rumænien, og det har rykket børnene længere frem i køen.

  • Er børnene under 15 år, sendes invitationen til forældrene.

  • I slutningen af maj blev vaccinen fra Pfizer/BioNTech som den første og foreløbig eneste godkendt til børn af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

  • Godkendelsen skete på baggrund af et studie med 2200 vaccinerede børn mellem 12 og 15 år. Halvdelen fik vaccine, de øvrige saltvand. Børnelæger har kritiseret studiet for at være for lille.

  • USA og Canada vaccinerer allerede børn i alderen 12 til 15 år.

  • Ifølge professor i vacciner Camilla Foged viser data fra den amerikanske sundhedsmyndighed Centers for Disease Control and Prevention (CDC), at børn ikke er i øget risiko for bivirkninger.

  • I Danmark er der 273.165 personer i aldersgruppen 12-15 år - de udgør 4,7 procent af befolkningen.

  • Kilder: Sundhedsstyrelsen, Camilla Foged, Danmarks Statistik, Pfizer, Reuters og Ritzau.

  • /ritzau/

Facebook
Twitter