Børns Vilkår: Afskaf helt klagefrist for svigtede børn

Der bør ikke være en frist for, hvor længe en kommune kan drages til ansvar for svigt, mener Børns Vilkår.

Mange ofre for overgreb i barndommen får først i en sen alder mobiliseret styrken til at søge oprejsning, siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Det et lille skridt i den rigtige retning, at justitsminister Søren Pind (V) lægger op til at forlænge tidsfristerne for, hvornår børn kan indbringe en kommunes svigt for retsvæsnet.

Det mener direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.

- Men hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og helt afskaffe fristen, siger han.

I dag er der en forældelse på tre år fra det tidspunkt, hvor en kommune burde have grebet ind, og til sagen skal være indbragt.

Den frist, foreslår justitsministeren, fremover først skal gælde, fra barnet er fyldt 21 år.

Ligeledes skal en såkaldt absolut forældelsesfrist, som ofte er på 10 år, fremover også først gælde, fra barnet fylder 21 år og ikke som i dag, fra da overgrebet blev opdaget.

De nye regler for forældelse vil ifølge Rasmus Kjeldahl ikke hjælpe de mange ofre, der først i en meget moden alder får mobiliseret styrken til at søge moralsk og økonomisk oprejsning for svigt og overgreb.

- Man bliver nødt til at forstå, at nogle af de her svigt eller overgreb er af en karakter, så den, det er gået ud over, ofte blevet meget alvorligt mærket af det og kæmper med nogle traumer. De har i den grad ingen tillid til systemet.

/ritzau/