Børns Vilkår: Tal med dit barn - også selv om det først ikke vil

Direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl har en række konkrete bud på hvad man skal gøre, hvis man frygter at ens barn er ked af det.

Hvis dit barn pludselig isolerer sig, er der grund til at tage affære, råder Rasmus Kjeldahl. (Foto: Camilla Faurholdt-Löfvall © DR)

Flere af de større skolebørn er ofte kede af det, viser Skolebørnsundersøgelsen 2014. Samtidig melder Børns Vilkår om langt flere opkald til børnetelefonen fra børn, der er kede af det. Men hvad kan man gøre ved det?

Det giver direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl her nogle bud på:

Hvad kan vi gøre ved, at flere børn ofte er kede af det?Jeg tror, at vi som samfund skal være opmærksom på det store pres, vi udsætter vores børn for. Det er blandt andet den enorme fokus på præstationer, som er i skolen, men det er selvfølgelig også nogle bredere ting som sociale medier, og den selviscenesættelse og de krav, vi stiller til vores børn.

Og hvad kan man gøre som forældre, hvis man har på fornemmelsen, at ens barn ikke har det godt?

Man kan gøre det helte klassiske: At tale med sine børn om det. Og der kan vi på børnetelefonen høre, at der er børn, der oplever, at der ikke er nogen, der har tid til at tale med dem. Man skal ikke være bange for at tage problemer op, hvis man kan mærke, der er noget galt.

Selvom ens barn ikke vil snakke i første omgang, skal man ikke være bange for at spørge igen. Man skal ikke ignorere det, for det øger følelesen af ensomhed.

Hvad er det for nogle tegn, man skal holde øje med?

De tegn, man skal kigge på, det er social indesluttethed, barnet går måske mindre ud, har mindre kontakt med venner og veninder, og bliver måske mindre meddelsom ved spisebordet. Den unge forsvinder ligesom ind til sig selv. Det skal man tage fat i.