Boliger til salg: Her ligger de billigste og dyreste huse

Der er mange millioner imellem landets billigste og dyreste ejendomme, der netop nu er til salg.

Der er stor forskel på priserne alt efter hvor i landet boligerne er til salg. (Foto: Katrine Nielsen Jensen © DR)

Der er mange millioner imellem landets billigste og dyreste ejendomme, der netop nu er til salg.

Landets dyreste villa koster en pæn sum penge. Nemlig hele 58 millioner kroner, og ligger i Kongens Lyngby.

Det viser tal fra Boligsiden.dk.

I Nakskov på Lolland finder man så det billigste rækkehus til en pris på 150.000 kroner, og ikke langt derfra ligger landets billigste villa ligeledes til 150.000 kroner.

Hvor sælges boligen hurtigtDet mest interessante er dog, hvor man kan få sin bolig solgt. Det mener DR's økonomiske ekspert Karsten Engmann.

- Det ser ud som om, at det er lettest at få solgt sit hus, hvis man har det til salg i nærheden af hovedstadsregionen. Hvis man bor i Jylland må man påregne, at det tager lidt længere tid, siger Karsten Engmann.

Han fortæller dog også, at der er er et enkelt sted i Jylland, nemlig Juelsminde i Trekantsområet, hvor der bliver solgt meget hurtigt, men at det man så skal medregne, at det til gengæld også er til meget lave kvadratmeterpriser.

Danmark har ikke et samlet boligmarked

Tallene fra bolisiden.dk understreger en tendens, mener Karsten Engmann. Han mener nemlig, at det ikke længere giver mening, at tale om et samlet boligmarked her i Danmark.

- Vi har nogle områder hvor det går sådan rimeligt, og så har vi nogle områder, hvor det stadigvæk går skidt. Derfor kan vi ikke længere sige, om huspriserne går op eller ned på boligmarkedet, fordi det er meget forskelligt fra egn til egn, siger Karsten Engmann.

Disharmoni på boligmarkedet

Karsten Engmann forklarer, at der er disharmoni på det danske boligmarked, da man i nogle regioner eksempelvis kan få 30 billiige huse til samme pris som ét dyrt.

Og så er der områder, hvor disharmonien ifølge Karsten Engmann er særlig stor.

- Det er hovedstadsregionen, og så er det kystnære områder, hvor der er attraktiv beliggenhed. For det er sådan, at man kan få op mod 30 billige huse i samme region, for den pris det dyreste koster, fortæller Karsten Engmann.

Facebook
Twitter