Boligforhandlinger om Christiania i hårdknude

Christianitterne vil have politiet til at ændre adfærd og holde op med at kropsvisitere folk for et godt ord. Ellers ønsker fristaden ikke at deltage i yderligere forhandler om at lovliggøre boligsituationen på Christiania.

Siden en skudepisode på Christiania for et år siden har der været relativt fredeligt i fristaden. Men nu har politiet skærpet indsatsen mod narko og våben. (Foto: Mogens Flindt © Scanpix)

Forhandlingerne om at lovliggøre boligsituationen på Christiania er gået i hårdknude.

Gennem tre år har myndighederne og Christiania forhandlet om at oprette et boligselskab og en fond som erstatning for den nu ophævede rammeaftale om kollektiv brugsret til Christianias bygninger.

Efter tre år er aftalen nu på nippet til at være på plads. Men pludselig kan det hele vise sig at være spildt. Det oplyser Radioavisen.

Politiet skal ændre adfærd

Christianias advokat Knud Foldschack er vred over politiets adfærd på Chistiania og truer med at christianitterne vil forkaste det positive forhandlingsresultat, der ellers så ud til at være på trapperne, hvis ikke politiet omgående skruer ned for metoderne til at søge efter våben og hash.

Politiet har de sidste tre uger kropsvisiteret langt over 1.000 mennesker i Christiania uden at sigte dem for nogen forbrydelse.

Undtagelseszone

Den slags er normalt i strid med retsplejeloven. Men politiet har indført en slags udtagelsestilstand - en såkaldt visitationszone - der giver ret til at kropsvisitere alle forbipasserende uden videre alene af den årsag, at de opholder sig i fristaden.

Politidirektørens sekretariat oplyser, at det er politidirektøren der har udnævnt Christiania til visitationszone fra og med 18. april på grund af 23 overtrædelser af våbenloven, hvoraf hovedparten er foldeknive og hobbyknive.

Lang fredelig periode

Undtagelsestilstanden - eller visitationszonen - var senest i brug for et år siden efter en skudepisode i Christiania, hvor en blev dræbt. Siden har der været forholdsvis fredeligt, men nu har politiet altså genindført undtagelsestilstanden.

- Politiet går meget vidt, selv om det ikke er nødvendigt. Det er at skyde gråspurve med kanoner. Det er ikke fornuftigt at kropsvisistere børn på 12 år i nærheden af deres bolig uden at forældrene er til stede. Det og flere andre forhold har vi ønsket at drøfte med politidirektøren. For hvis ikke vi kan få blødt det her op, sådan at vi undgår den generelle utryghed i Christiania, så giver det ingen mening at fortsætte forhandlingerne, siger Christianias advokat.

Møde med politidirektøren

Efter et hastemøde med politidirektøren i dag, siger Knud Foldschack til Radioavisen at han er blevet lovet at politiet vil gennemgå de sager, som han har overleveret.

- Og jeg er blevet lovet, at man vil indskærpe over for de folk der er i marken, at det skal administreres meget følsomt, især at man skal være forsigtig i forhold til visitation af børn og turister, siger advokaten.

For meget at miste

Slots- og Ejendomsstyrelsens direktør Carsten Jarlow, der har ansvaret for forhandlingerne om Christianias boligmæssige fremtid, siger til DR-Nyheder, at han tvivler på, at Christiania gør alvor af truslerne om at stoppe forhandlingerne:

- Christiania har alt for meget at miste, siger han.

Facebook
Twitter