Bombetruede skoler ånder lettet op efter skyldkendelse mod Kundby-pige

Sagen mod den 17-årige pige fra Kundby har fyldt meget på de to skoler, der var udset som bombemål.

Sydskolen i Fårevejle, hvor Kundby-pigen er dømt for at ville begå terror, vil nu prøve at se fremad. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Dagens kendelse i retssalen i Holbæk er blevet fulgt tæt flere steder, men nok særligt på to skoler, der har været i centrum af sagen.

Den kommunale folkeskole Sydskolen i Fårevejle og den jødiske Carolineskolen i København var udset som bombemål af den 17-årige pige fra Kundby, der i dag er blevet kendt skyldig for forsøg på terror.

For de to skoler betyder det, at de nu kan komme videre og lægge sagen bag sig. For den har fyldt meget, erkender direktør Gitte Løvgren fra Oddsherred Kommune.

- Vi er selvfølgelig berørte af den her sag og hele det forløb, der har været. Den har betydet meget for skolen her og for området. Jeg er sikker på, der er mange, der har gjort sig tanker om den, siger hun og fortsætter:

- Nu er der faldet en kendelse. Det betyder, vi kan få sat et foreløbigt punktum. Det vigtige for os er, at skolen og børnene har en hverdag, der fortsat fungerer og som er så uberørt af den her sag, som er overhovedet muligt.

Gemte skole i Google Maps

Under sagen er det blandt andet kommet frem, at den 17-årige pige havde lavet en ruteplan og plottet Carolineskolen i København ind i Google Maps. Det lagde retten i dag vægt på som et bevis for, at pigen var langt i sine forberedelser til et angreb.

Selvom Carolineskolen lever en tilværelse under konstant bevogtning, så har sagen alligevel gjort indtryk, siger Jonathan Fischer, næstformand i det jødiske samfund.

- Først og fremmest en ros til Politiets Efterretningstjeneste. De har en utaknemmelig opgave i at skulle vurdere, hvornår de skal gribe ind. Sådan en sag er aldrig rar. Vi ved, der er en konstant trussel, men det er klart, det piller ved følelserne, når vi hører, der er en konkret trussel, siger han.

Skolen forsøger så godt den kan at skærme børnene fra at skulle forholde sig til truslen konstant. Men det bliver lettere nu, hvor omtalen af sagen snart er overstået, vurderer Jonathan Fischer.

- Det er rart for os, at vi forhåbentligvis har fået sat punktum i den her sag. For selv om der er en konstant trussel, så er det ikke rart at blive mindet om det hele tiden. Ikke mindst for vores børn. De har ikke brug for at blive mindet om i medierne, at der er nogen, der vil dem det ondt, siger han.

Strafudmålingen i sagen ventes torsdag eftermiddag. Anklagemyndigheden har påstået forvaring i sagen.

Facebook
Twitter