Vejret er blevet gråt, efterårsferien nærmer sig, og mange går nok og drømmer om en rejse sydpå inden længe.
Men de omkring 50.000 danskere, der har modtaget corona-vaccinen fra Johnson & Johnson, og nu er blevet tilbudt et ekstra stik med en mRNA-vaccine, risikerer at stå i et dilemma, hvis de skal ud og rejse i efteråret.
Mens ét stik med Johnson & Johnson bredt anerkendes som fuld vaccination, er der nemlig stor usikkerhed om, hvorvidt krydsvaccination med Johnson & Johnson og Pfizer eller Moderna anerkendes uden for Danmarks grænser.
- Det er klart, at hvis man sundhedsmæssigt vil være på den sikreste side, så skal man skynde sig at tage imod det stik, der nu bliver tilbudt, siger Erik Brøgger Rasmussen, der er direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet.
- Men hvis man vil rejse i efterårsferien, er den sikreste model nok at vente med sit andet stik.
Risikerer ikke at kunne rejse
Fra 1. oktober kan personer, der har modtaget vaccinen fra Johnson & Johnson gennem den frivillige ordning, modtage et ekstra stik med en mRNA-vaccine fra Pfizer eller Moderna.
Sundhedsstyrelsen anbefaler det ekstra stik, fordi nye tal fra Statens Seruminstitut viser en "bekymrende lav" beskyttelsesgrad mod gennembrudssmitte med delta-varianten på kun otte procent, når man er vaccineret med Johnson & Johnson.
Men da ét stik med Johnson & Johnson er anerkendt som fuld vaccination i "praktisk talt alle lande", så kan det give problemer, hvis der fremgår flere vaccinationer i vaccinationspasset, siger Erik Brøgger Rasmussen:
- Hvert enkelt land skal tage stilling til, om de vil anerkende et stik med Johnson & Johnson plus et stik med en mRNA, eller om man for eksempel skal have to stik med mRNA-vaccinen, før det igen gælder som fuld vaccination.
- Det er ikke sikkert, at landene når at tage stilling inden efterårsferien, og derfor risikerer man ikke at kunne rejse ind, hvis man tager imod et stik nummer to, siger Erik Brøgger Rasmussen.
Vaccinerede står i et dilemma
Den 27. maj tog Daniel Noti toget fra Struer til København for at være blandt de allerførste, der modtog en vaccination med Johnson & Johnson gennem den frivillige ordning.
- Jeg var slet ikke i tvivl om at tage imod vaccinen. Jeg fik muligheden, og så sagde jeg ja tak, siger han.
30-årige Daniel Noti var blandt de sidste grupper, der ville blive tilbudt en vaccine igennem det offentlige vaccinationsprogram, og derfor valgte han at tilmelde sig den frivillige ordning.
Han vil gerne tage imod tilbuddet om en ekstra mRNA-vaccine for at øge sin beskyttelse mod coronavirus inden vinteren, men står i et dilemma, fordi han også gerne vil besøge sin familie i Israel, som han ikke har set i to år.
- Jeg tror, jeg vil tage det ekstra stik, men der er stadig også noget, der taler imod, fordi det kan give problemer i forbindelse med indrejse til Israel, siger han.
Ifølge Erik Brøgger Rasmussen er Udenrigsministeriets Borgerservice i gang med at indhente oplysninger, så det kan fremgå af rejsevejledningerne, om krydsvaccination med Johnson & Johnson accepteres ved indrejse i de enkelte lande.
- Vi arbejder på det, men måske har myndighederne i de lande, vi rækker ud til, ikke forholdt sig til det endnu, og derfor er det ikke muligt at sætte en dato for, hvornår det er klar, siger han.