Bordelmutter advarer: Manglende penge får piger til at invitere kunder hjem

Prostituerede vælger bordeller fra på grund af udgifter til telefondame og husleje, mener bordelmutter.

Flere prostituerede vælger ifølge bordelmutter at invitere kunderne hjem istedet for at arbejde på bordel. Og det indebærer en sikkerhedsmæssig risiko, mener hun.

For få år siden var det helt uhørt, at en prostitueret modtog kunder i sit eget hjem uden at bruge et escortbureau. Men det er der flere og flere, der gør i dag.

Sådan lyder det fra bordelmutteren Cille, der i stigende grad oplever, at de prostituerede på bordellet åbner egen biks derhjemme i stedet for at arbejde hos hende.

- Før i tiden var alle på klinik eller kørte escort. Det var helt uhørt at gøre det alene, siger hun.

I dag får hun færre henvendelser fra kvinder, der gerne vil arbejde på hendes bordel. Og flere kvinder, der har arbejdet for hende, har valgt bordellet fra.

- De sidder hjemme hos sig selv i stedet og sparer flere udgifter væk, fordi der ikke er en telefondame og husleje til bordellet, forklarer hun.

Færre kunder under finanskrisen

Lige nu mangler hun ikke kvinder, for kunderne er også færre end før finanskrisen, fortæller hun.

- Men i perioder har vi haft svært ved at fylde vores vagtplan ud, tilføjer Cille, der er sikker på, at det er nedgangen i kunder, der får kvinderne til at forlade bordellerne.

Fakta om købesex

Der er omkring 3200 prostituerede i Danmark.

Det anslås, at cirka halvdelen af de prostituerede i Danmark er migranter.

Det er ikke ulovligt at prostituere sig i Danmark, hvis man er fyldt 18 år.

Det er ulovligt at tjene penge på andres prostitution. Det kan give op til fire års fængsel.

Cirka hver sjette mand i Danmark mellem 18 og 65 år har erfaring med købesex.

Den gennemsnitlige alder for første sex-køb er 24,7 år.

Kilder: SFI, Straffeoven, Rambøll

- Det er jo fordi, der ikke er så mange penge det, som der har været, forklarer Cille. Ifølge flere eksperter DR Nyheder har talt med, er prisen på sex gået ned gennem de seneste år som følge af færre kunder. Og udviklingen bekymrer Cille, fordi det er mere usikkert for kvinderne at arbejde i deres eget hjem.

Telefondamen beskytter

- De sidder fuldstændig uden sikkerhed. På et bordel har man en telefondame, der passer på dig og på tiden og samtidig sorterer nogle af dem, der kommer ind, fra. Der er en væsentlig større risiko forbundet med at sidde alene, siger hun.

Ifølge tal fra en rapport, som SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) har lavet, er det 18 procent af alle prostituerede, der inden for det seneste år har været udsat for vold fra kunder mod deres vilje.

Tallet er 41 procent for de gadeprostituerede, tre procent for klinikprostituerede og 33 procent for kvindelige escortprostituerede.

Socialstyrelsen: Det er en tendens

Hos Socialstyrelsen kan konsulent Mogens Holm Sørensen nikke genkendende til, at kvinder forlader bordellerne for at åbne egen biks.

Kongeriget Købesex

Med tre programmer sætter DR fra 12. maj prostitution til debat.

Det første program "To blowjobs, tak!" guider seerne gennem det tabubelagte sexmarked og undersøger blandt andet, hvor meget sex man kan få for 1.000 kroner.

De to andre programmer i serien sendes samtidig torsdag den 15. maj og har to vidt forskellige indgangsvinkler. Det ene program ser på de positive konsekvenser ved prostitution, mens det andet ser på de negative.

- Det er en tendens, vi ser, og vi hører, at der er flere, som gør det. Dels er det for at spare penge, men det handler også om at det er blevet mere eftertragtet fra kundernes side, forklarer han.

Der er ifølge ham kommer et større marked på nettet, hvor kvinder sælger både sex, kys og kram. Istedet for at komme på et bordel ønsker flere mænd at komme hjem til en prostituerede i et privat hjem, forklarer Mogens Holm Sørensen.

- Det er selvfølgelig altid bekymrende, om kvinderne kan passe på sig selv. Risikoen for at der sker noget, er større, hvis man er alene, men på flere klinikker i Jylland er den prostituerede også alene, fordi der ikke er nogen telefonpasser eller vagt alle steder, forklarer han.

Cille er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med hendes identitet.

DR sætter i denne uge fokus på købesex. Mandag aften bliver det første program sendt, hvor værten Christian Schou undersøger, hvor langt man kommer med 1000 kroner. Se med mandag aften på DR2 klokken 22.00.