Borgergruppe efter dødsstød til Ring 5: Vi kan ikke få armene ned

Borgergruppe og borgmestre jubler over skrinlagte motorvejsplaner.

Et flertal på Christiansborg vil droppe den omdiskuterede motorvej på Nordsjælland, Ring 5. Her er Mølleådalen, som er et af de områder, som motorvejen var planlagt til at være trafikåre i. (Foto: Dr)

Iben Larsen er glad. Hun er formand for borgergruppen ”Nej tak til Ring 5”, og dagens nyhed om, at den omdiskuterede motorvej ikke har opbakning fra et flertal på Christiansborg, er sød musik i hendes ører.

- Jeg kan slet ikke få armene ned. Den trussel, der har hængt over området, kan forsvinde nu, siger Iben Larsen.

Motorvejen er egentlig ment til at aflaste trafikken rundt om København. I 40 år har den eksisteret på et tegnebræt, og arealer fra Kokkedal til Taastrup har været reserveret. Altså har både borgere og kommuner i lige så mange år været låst af en vej, som af samme årsag har vakt stærke følelser i de mange bysamfund, Ring 5 skulle løbe igennem.

Ser på dyr og planter

Borgergruppen "Nej til Ring 5" har siden 2011 arbejdet for at forhindre anlæggelsen af motorvejen, fordi den - ifølge foreningen - ville belaste miljøet, og at naturområder ville gå tabt.

- Mølleådalen er et af de få steder i hovedstadsområdet, hvor der er ro og fred. Ellers er der fyldt med støj og larm, så det her er kæmpestort rekreativt område, som er sikret for fremtiden, siger en lettet Iben Larsen.

Også borgmestrene i Furesø og Allerød er henrykte over, at et flertal på Christiansborg vil droppe planerne om Ring 5.

Ring 5 blev projekteret i 1967, og arealerne har været låst siden 1973.

Facebook
Twitter