Borgmester bag naturprojekt i København

Københavns miljøborgmester vil bruge en halv milliard kroner på at restaurere Harrestrup Å i det vestlige København og lave sandstrand ved Kalveboderne i Valby.

Harrestrup Å i den vestlige del af København skal forvandles fra en kedelig kanal, lejlighedsvis kanal for spildevand, til en rekreativ naturperle, der tåler sammenligning med det hidtil dyreste danske naturgenopretningsprojekt, Skjern Å-systemet.

Det mener Københavns miljøborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard (SF), som er parat til at ofre næsten en halv milliard kroner på et projekt. Det skriver Berlingske Tidende.

Der er tale om et projekt, der skal sikre rent vand i åen og ændre den fra at være en flisebelagt kanal til at være et let slynget vandløb til gavn for naturen og københavnerne.

- En genopretning af åen gavner plante- og dyrelivet. Den giver samtidig københavnerne mulighed for rekreative udfoldelser, og endelig vil åen kunne absorbere vand fra de heftige regnskyl, et ændret klima kan give os flere af, siger Bo Asmus Kjeldgaard.

Han vil have Københavns Energi til at sikre rent vand i åen for 350 millioner kroner, og under de kommende budgetforhandlinger vil han have afsat 95 millioner kroner til de fysiske ændringer, der skal ændre den flisebelagte kanal til et naturligt vandløb.

Når åen ikke længere leder overskydende spildevand ud i Øresund, er det målet for miljøborgmesteren at etablere en sandstrand ved Kalveboderne i Valby.

Facebook
Twitter