Rejser med drinks, kulinariske oplevelser, international topfodbold og netværk med erhvervslivet.
Sådan lød det blandt andet i programmerne for eksklusive rejser i udlandet, som Odense Kommune i årevis har sendt udvalgte chefer på - og som DR den seneste tid har kunnet fortælle om.
Nu er der imidlertid landet et brev hos kommunen, og afsenderen er Ankestyrelsen.
Odense Kommune skal aflevere en udtalelse til styrelsen om de kommunale chefers netværksrejser. Udtalelsen skal bruges til at vurdere, om der skal indledes en såkaldt tilsynssag mod kommunen.
Det viser et brev sendt til kommunens byråd, som DR har fået aktindsigt i.
Det viser et brev fra Ankestyrelsen til Odense Byråd, som DR har fået aktindsigt i.
- Vi tager det altid seriøst, når Ankestyrelsen henvender sig, så vi svarer pligtigt på alt, hvad de spørger om, og tager, hvad de måtte mene, til efterretning, siger borgmester i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel (S), som dog ikke mener, at kommunen har gjort noget galt.
- Sådan er det, for som kommune skal vi jo agere indenfor loven, tilføjer han.
Borgmester: Vi bestemmer ikke, hvordan netværket ser ud
Siden 1. januar 2018 har Odense Kommune i alt 18 gange godkendt, at en kommunal chef er fløjet med på en eksklusiv sponsorrejse, som er arrangeret af Odense Boldklub (OB).
Cheferne kunne komme med på rejserne, fordi Odense Kommune har indgået sponsoraftaler med klubben.
Men kommunen må ifølge eksperter ikke bruge penge på rejser uden et tilstrækkeligt fagligt indhold.
Kan du ikke forstå, at det undrer, at I sender kommunale chefer afsted på et program, som ligner noget, enhver fodboldfan ville elske at komme på?
- Hvis vi indgår et sponsorat, så skal der være modydelser. Hvis der ikke er modydelser - altså adgang til netværk, eksponering og andre ting - så er det faktisk ulovligt.
Kunne I ikke bare bede om nogle andre modydelser i stedet for de her luksusrejser?
- Det kunne man i princippet godt. Men det er ikke sådan, at vi bestemmer, hvordan netværket ser ud. Det er ikke kommunens netværk, svarer Peter Rahbæk Juel.
Siden DR tidligere på måneden begyndte at fortælle om sagen, har fremstillingen været "ensidig", mener Odense-borgmesteren.
Blandt andet er rejserne blot ét enkelt element i de sponsorpakker - også kaldet netværkspakker - som kommunen indgår i, påpeger han.
- Det er med til at skabe en forargelse, som er med til at skabe en forvirring ude ved borgerne.
Bruger en million kroner på sponsorater
Peter Rahbæk Juel kan godt forstå, hvis omtalen af sagen har fået nogen til at undre sig. Men han mener, at rejserne skaber et godt netværk mellem kommunen og virksomheder.
- Det faglige udbytte kommer af at være med i den samlede netværkspakke. OB har uden sidestykke det største og stærkeste netværk, der findes på Fyn.
- Det kan være en adgang til at komme tæt på virksomhederne - forstå hvad det er for nogle problemer og udfordringer, de har, og finde ud af, hvordan vi kan hjælpe dem med at skabe vækst i byen, som er til fordel for borgerne og kommunen, siger han.
Ifølge borgmesteren er det et enigt økonomiudvalg i kommunen, som har vedtaget tingene, som de er i dag.
- Vi bruger en million kroner på sponsorater i Odense Kommune. Vi har lige lagt et budget, hvor vi har fordelt på den anden side af 10 milliarder kroner. Så det er en meget lille my af det, vi bruger, siger han.
Over for DR har Dan Bonde Nielsen, der er stabschef for nogle af dem, som har indgået aftalerne og været med på rejser, ligeledes tidligere forsvaret værdien af sponsoraftalerne og de tilhørende netværksaktiviteter.
- Den her type netværksarrangementer er en del af det, vi gør, for at være med til at lytte til virksomhederne og være med til at understøtte deres fortsatte vækst og udvikling, udtalte han blandt andet tidligere på måneden, sagde Dan Bonde Nielsen.
Eksperter uenige om rejserne
DR har talt med flere eksperter om sagen i Odense Kommune.
Blandt andre Roger Buch, som er kommunalforsker hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han mener ikke, at kommunens argument om, at rejserne bruges til at netværke med erhvervslivet, holder.
- Det er på mange måder et magisk argument. Der er så meget elastik, og det her begreb er så fluffy. Hvis man accepterer det som argument for, at man kan have en hyggelig fodboldrejse til udlandet, så har man åbnet en ladeport for, at de generelle regler simpelthen bare er sat ud af kraft, siger han.
Også hos Bente Hagelund, der er jurist og ekspert i offentlig ret, vækker brugen af skattekroner på rejserne også undren.
- Jeg er helt med på, at det er godt at netværke med erhvervslivet, men det behøver man altså ikke at rejse til Lissabon og Barcelona og Manchester for at gøre. Man kunne sagtens netværke hjemme i Odense, siger hun.
- Med sådan en sponsoraftale skal Odense Kommune sikre sig, at de ikke betaler mere i sponsorbeløb, end de får retur. De skal altså ramme en markedsværdi.
- I den sammenhæng er det ligegyldigt, hvilken værdi de enkelte elementer har. Hvis de samlet set får markedsværdien tilbage, så kan jeg ikke rigtig se problemet, sagde juraprofessoren til P1 Orientering den 1. september.
Ifølge borgmester Peter Rahbæk Juel har Odense Kommune fået et eksternt bureau til at værdisætte modydelserne.
- Vi sidder jo ikke selv og vurderer, hvad den eksakte værdi er. Vi forholder os til, om det juridisk er indenfor skiven. Så kan man altid have en politisk diskussion om, om man skal have sponsorater, eller man ikke skal have sponsorater, siger borgmesteren.
DR's nyhedsledelse er blevet forholdt kritikken fra Peter Rahbæk Juel om, at dækningen har været "ensidig". Svaret fra Anders Emil Møller, der er ledende redaktionschef hos DR Nyheder, lyder, at DR står helt bag den journalistik, der er blevet lavet.
- Vi har fra start af fordelt sol og vind lige mellem eksperter, der siger, at det er indenfor skiven og udenfor skiven. Desuden har vi ladet Odense Kommune komme til orde fra starten af dækningen, siger Anders Emil Møller.
Byrådet i Odense Kommune har fået to måneder til at udforme en skriftlige udtalelse om kommunens brug af skattekroner på rejserne. Når Ankestyrelsen har modtaget udtalelsen, vil styrelsen vurdere, om der er retligt grundlag for at rejse en tilsynssag mod kommunen.
Odense-borgmesterens fulde interview med P1 Morgen kan du høre, hvis du klikker på linket her.