Borgmester: København skal have hashcafeer

Socialborgmesteren i København foreslår fri hash på udvalgte cafeer i København. En ny redegørelse konkluderer nemlig, at fri hash ikke nødvendigvis fører til mere kriminalitet.

Debatten om fri hash er blevet aktuel på grund af bandekonflikten, som til dels handler om hashmarkedet. (Foto: David Bebber © Scanpix)

København skal have hashcafeer - og det er det offentlige, der skal stå for at dyrke hashen på udvalgte marker.

Sådan lyder et forslag fra Københavns socialborgmester, Mikkel Warming.

Hverken godt eller dårligt

Forslaget kommer, efter at Socialforvaltningen har undersøgt muligheden for at lave en forsøgsordning med fri hash på særlige caféer.

Og her er konklusionen, at styrelsen hverken kan anbefale eller advare mod en forsøgsordning, da der ikke er dokumentation for at fri hash fører til mere kriminalitet.

Flere skadevirkninger ved et forbud

Forslaget får opbakning fra Lars Dueholm fra Venstres gruppe på Københavns Rådhus.

- Jeg mener ikke, at skadevirkningerne ved hash nær opvejer den kriminalitet, der følger med et forbud. For mig at se er det lidt som forbuddet mod alkohol i USA i 30'erne. Derfor støtter jeg personligt en øget legalisering, siger Lars Dueholm til Ritzau og understreger, at han i den forbindelse taler på egne og ikke partiets vegne.

Københavns Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R) har tidligere meldt ud, at han går ind for en såkaldt hollandsk model, hvor hash kan købes og ryges lovligt på caféer.

Det vil sætte en stopper for den ulovlige hashhandel og dermed de mange ulovlige penge, som banderne kæmper om, mener han.

Facebook
Twitter