Borgmester om benzin-angreb: Det mest grænseoverskridende, vi har oplevet

Skanderborg Byråd har fået en orientering om sagen fra Ry.

Borgmester i Skanderborg Kommune, Jørgen Gaarde, forventer at få en redegørelse om Ry-sagen i næste uge.

Sagen fra Ry, hvor en dreng har fået alvorlige brandskader efter at være blevet ramt af brændende benzin, er landet hos byrådspolitikerne i Skanderborg Byråd.

På et temamøde her i aften modtog byrådet en orientering om, hvad der er sket omkring Mølleskolen, børnene og de ansatte, siden den voldsomme episode udspillede sig ved hallen i Ry i mandags.

Det fortæller den socialdemokratiske borgmester i Skanderborg Kommune, Jørgen Gaarde, efter mødet.

Samtidig arbejdes der på en redegørelse, som skal kaste lys over, hvad der er foregået op til forbrændingen. Redegørelsen skal primært afdække fakta og ikke placere et ansvar hos for eksempel kommunen eller skolen.

- Nej, jeg tror, vi skal passe på med ikke at blande tingene sammen. Her har vi brug for at få fakta på bordet. Hvad er der sket hvornår, siger Jørgen Gaarde.

- Så det her er ikke et spørgsmål om, at vi skal have gjort vores egen sag bedre eller dårligere. Det er sådan set et spørgsmål om at få godt kendskab til fakta, tilføjer han.

Redegørelsen skal ligge klar i næste uge.

Borgmesteren i Skanderborg fortæller samtidig, at sagen påvirker ham selv og resten af byrådet.

- Jeg har det som alle andre mennesker. At det her er noget af det mest grænseoverskridende, vi har oplevet. Det er noget, der sætter sig spor hos mig selv, men også hos mine politiske kolleger, siger han.

- Det er svært at vide, hvordan man skal reagere på noget, som er så anderledes end noget, man har prøvet tidligere, så det berører os, tilføjer han.

Den 16-årige dreng, som blev ramt af det brændende benzin, er indlagt på hospitalet. Hans tilstand er stabil, men han har brandskader fra livet og ned.

Fire drenge sidder varetægtsfængslet på lukkede institutioner for grov vold og er sigtet for forsøg på manddrab.

- Tankerne går selvfølgelig primært til familierne. Det gælder selvfølgelig den dreng, der er blevet forbrændt, men man må forstå, at familierne til de andre drenge også har en kæmpe udfordring, lyder det fra borgmesteren.

Facebook
Twitter