Borgmester om dødsbrand på plejehjem: Det er stærkt ulykkeligt

Årsagen til branden er endnu ukendt, og svaret på de brandtekniske undersøgelser kommer først i næste uge.

En brand på et plejecenter i Allingåbro øst for Randers kostede i går to ældre personer livet. "Stærkt ulykkeligt" siger borgmester i Norddjurs Kommune Jan Petersen om hændelsen. (Foto: Bo amstrup © Scanpix)

Den brand, der i går kostede to ældre mennesker livet på et plejehjem i Allingåbro i Kronjylland, har sat sig dybe spor hos alle implicerede, fortæller borgmester i Norddjurs Kommune Jan Petersen (S).

- Det er stærkt ulykkeligt. Vi har to borgere, der er døde i denne ulykke, og det berører os alle sammen. Men selvfølgelig især de pårørende, der har mistet en nær, og medarbejdere, der har mistet borgere, som de har arbejdet med og givet omsorg til, siger han.

Årsagen til branden er endnu ukendt, og der bliver i øjeblikket lavet brandtekniske undersøgelser på plejehjemmet Farsøhthus Plejecenter.

Konklusionen på de undersøgelser bliver først offentliggjort i næste uge, men det ligger fast, at branden spredte sig hurtigt fra bolig til bolig.

Det fortæller Søs Fuglsang, der er sundheds- og omsorgschef i kommunen.

- Det er en fløj med seks lejligheder, som er direkte berørt. Det er gået usandsynligt hurtigt, og vi er dybt forundrede over, hvordan det kunne lade sig gøre. Vi afventer meget spændt, at de tekniske undersøgelser bliver afsluttet, siger hun.

Alarmeringen fungerede

Mens borgmesteren roser kriseberedskabet, der har taget sig af de pårørende og personalet i kølvandet på branden, konstaterer Søs Fuglsang, at alarmsystemet og personalet umiddelbart har reageret efter forskrifterne.

- Vi ved, at alarmeringen har fungeret, som den skal. Der kom en alarm fra den ene lejlighed, som personalet reagerede på med det samme, forklarer hun.

Ifølge sundheds- og omsorgschefen tyder det på, at de fleste af beboerne i aften kan sove i deres egen seng.

- Seneste nyt er, at vi lige nu satser på og tror på, at alle borgere kan blive boende her på Farsøhthus. Det er en stor fordel, at man kan få lov til at blive i de samme omgivelser i en situation, hvor alle er dybt berørt, siger hun.

To personer på 91 og 93 år omkom i branden, mens en 95-årig kvinde er indlagt i kritisk tilstand, og to yderligere er indlagt uden livstruende skader.

Facebook
Twitter