Borgmestre: Ja tak til bøder til støjende motorcykler

Flere kommuner er positive over for idé om at lave særlige zoner i byerne, hvor det kan give bøde at larme for meget.

Danmark er håbløst bagud, når det handler om at begrænse trafikstøj, mener Vallensbæks borgmester, Henrik Rasmussen (K). (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Det skal kunne straffes, hvis en motorcyklist eller en frisk bilist giver den fuld gas og drøner gennem byen om aftenen eller natten, lyder et forslag fra Det Økologiske Råd. Derfor vil rådet lade kommuner indføre særlige støjzoner, hvor der kan uddeles bøder for larm.

Det er en god idé, lyder det fra flere borgmestre.

- Jeg bakker 100 procent op om forslaget. Selvom jeg tror på frihed for den enkelte, tror jeg ikke på friheden til at bruge et stort larmeinstrument og genere andre borgere, siger Henrik Rasmussen (K), der er borgmester i Vallensbæk.

Også i København og Hvidovre er der interesse for forslaget, der ville betyde, at det kunne give en bøde at larme mere end 80 decibel mellem klokken 22.00 og 6.00 om morgenen.

Hundredtusinder er plaget af støj

I hovedstadsområdet kæmper mange kommuner med at få bugt med trafikstøj. Kombinationen af stor befolkningstæthed og tæt trafik betyder, at mange plages af støj.

Gener ved larm fra motorcykler og andre støjende køretøjer kan flere af læserne her på dr.dk genkende. I forbindelse med afdækningen af problemer med støj fra veje og trafik har DR Nyheder spurgt til læsernes oplevelser. Blandt tilbagemeldingerne lød det sådan her:

- [Jeg bliver] vred når en motorcyklist gasser op i gaden med huse på begge sider, og når folk på vej hjem støjer umådeholdende, skriver en læser.

- Det er specielt om natten, at trafikstøjen generer, hvor der med uforudsigelige mellemrum kommer øredøvende, larmende køretøjer, som for eksempel amerikanerbiler, motorcykler og knallerter forbi, mener en anden læser.

Høj støj er sundhedsskadeligt

I Hvidovre viste den seneste kortlægning fra 2017, at cirka 28.000 af kommunens borgere er udsat for mere støj end statens grænseværdier anbefaler.

- Vores gader her i Hvidovre er generelt meget støjplagede, og selvom man kan komme et stykke med støjdæmpende asfalt og lignende, er det ikke nok. Derfor er vi også nødt til at kigge på redskaber, der kan dæmpe selve kilden til støjen. Dér kunne det være et interessant forslag at få kigget på, siger Hvidovres borgmester, Helle Adelborg (S).

I København er knapt 300.000 borgere plaget af støj over grænseværdien, så der er man også sultne efter løsninger.

- Høj støj og forstyrret nattesøvn kan jo være direkte sundhedsskadeligt, så det giver mening at beskytte mennesker i byen mod støj fra store motorcykler, biler eller støjende varelevering. Det ville være en rigtig god måde at skabe bedre nattesøvn for københavnere, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedegaard Olsen fra Enhedslisten.

Politiet har andre ting at tage sig til

Men en ting er at forbyde støj, en anden ting er at håndhæve det. Ingen af borgmestrene tror på, at politiet har ressourcer til at ligge på lur med mikrofoner i tide og utide.

Det er der dog måske en løsning på. Forslaget er blandt andet inspireret af forsøg i Canada, hvor man har koblet retningsbestemte mikrofoner på stærekasser, så de kan måle både fart og lyd. Dermed kan man automatisk give bøder til støjsyndere.

- Jeg tror kun, at zonerne vil have en effekt, hvis der er en ordentlig kontrol. Man får ikke folk til at opføre sig anderledes ved bare at lave et forbud, for politiet har travlt med meget andet. Men hvis man kan få teknologien med støjfælder til at virke, så kunne det være rigtig interessant, siger Helle Adelborg.

’Danmark håbløst bagud’

Som reglerne er i dag, kan de største kommuner indføre miljøzoner, hvor der er grænser for forurening fra køretøjer. Men hvis man skal have zoner med begrænsning af støjforurening, kræver det en ny lov.

- Det ville være oplagt, at Folketinget fik undersøgt både juraen og det praktiske, så vi kan finde ud af, om det kan gennemføres. Vi kan jo alle genkende det med, at man hører en motorcykel gasse op i nærheden. Det tror jeg, de fleste af os bliver irriterede over, siger Helle Adelborg fra Hvidovre.

I Vallensbæk mener borgmesteren, at det er på tide, at Christiansborg kommer med nye tiltag og redskaber.

- I Danmark er vi håbløst bagud, når det handler om at beskytte borgerne fra støj. Det er ikke bare i forhold til Canada, man behøver bare kigge til Berlin eller Hamborg. Der har de for eksempel sat fartgrænserne ned om natten. Det giver god mening at komme med forskellige tiltag, for det er smaddervigtigt at få gjort noget ved det her problem, siger Henrik Rasmussen.

Facebook
Twitter