Borgmestre vil forbyde dieselbiler: Minister roser forslaget

Miljøminister Lea Wermelin ved dog endnu ikke, hvilken konkret løsning det ender med.

Det er på tide, at regeringen gør noget for at få gamle, osende dieselbiler ud af byerne. Sådan lyder det i dag i et fælles opråb fra borgmestrene fra København, Aarhus, Odense og Aalborg. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det skal være slut med dieselbiler i de såkaldte miljøzoner i de største danske byer, hvis det står til de fire socialdemokratiske borgmestre i København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Og miljøminister Lea Wermelin (S) er klar på at drøfte forslaget.

- Det konkrete forslag vil jeg gerne tale med borgmestrene om. Vi har allerede inden valget forslået at skærpe miljøzonerne. Derfor er tommelfingrene opad til, at vi skal bekæmpe luftforurening, siger miljøministeren.

- Så må vi have en konkret snak om, hvordan vi gør det bedst. Det er nogle rigtig gode forslag, de er kommet med.

Lea Wermelin er tilfreds med, at borgmestrene tager initiativ til renere luft i byerne.

- Jeg er glad for, at vi har borgmestre, der er optaget af, at vi bekæmper luftforureningen. Vi ved, at tusindvis af danskere dør for tidligt, fordi der er luftforurening, særligt i de største byer, siger Lea Wermelin.

- Vi sagde allerede inden valget, at vi ville skærpe miljøzonerne.

Dialog med kommuner og Folketinget

Lea Wermelin regner ikke med, at borgmestrenes forslag forbliver varm luft, men hun er dog samtidig ikke overbevist om, at borgmestrenes forslag bliver præcis, som de har fremlagt det i den fælles udmelding.

Hun understreger, at indskærpelsen af miljøzonerne i byerne kun er én måde at forbedre luftkvaliteten på.

- I forhold til at bekæmpe luftforurening er miljøzoner selvfølgelig ikke det eneste, vi kigger på. Der er også andre elementer, der skal med, og det er det, som jeg er i gang med at se på nu, siger Lea Wermelin.

Luftforurening skal bekæmpes hurtigst muligt

Eksperter beskylder borgmestrenes forslag for at være uambitiøst, men Lea Wermelin mener ikke selv, at det er en dom, man vil kunne hæfte på regeringens kommende tiltag.

- Vi er i gang, vi har arbejdstøjet på, og vi vil gerne have, at Danmark skal have den grønne førertrøje på, understreger Lea Wermelin.

Så hvis man har en ældre dieselbil, og man bor omkring de fire største byer, så skal man ikke være bekymret?

- Jeg synes ikke, man skal være bekymret. Jeg oplever, at vi står på et historisk grønt mandat som regering, så vi skal gøre noget ved den luftforurening, som betyder, at tusinder af danskere dør for tidligt, men vi skal selvfølgelig gøre det på dels en klog måde, som vi ved virker, men også en måde, så vi sikrer, at forslaget ikke rammer socialt skævt, siger hun.