Børnehave er brændt: Ramt af misbrugssag i sidste uge

Børnehave i Høje-Taastrup, hvor en 14-årig i skolepraktik er mistænkt for overgreb, er brændt ned.

Politiet modtog anmeldelsen om branden i børnehaven Taastruphøj få minutter i midnat. (Foto: MATHIAS ØGENDAL © Scanpix)

Der er stadig indsat brandvagt ved børnehaven Taastruphøj i Høje-Taastrup, der er brændt ned til grunden.

- I øjeblikket venter vi på, at brandfolkene bliver færdige med at slukke branden, så vi kan komme i gang med efterforskningen, siger vagtchef Thomas Mejborn fra Københavns Vestegns Politi.

Branden sker få dage efter, at det er kommet frem, at en 14-årig dreng, der var i skolepraktik i børnehaven, ifølge kommunen har erkendt overgreb på fem små piger i institutionen.

- Vi lægger os ikke fast på en sammenhæng, men det er selvfølgelig noget, vi tager med i efterforskningen, siger Thomas Mejborn.

Ifølge TV2 Lorry skal overgrebene være sket i selve institutionen.

I fredags blev alle forældre på et hastemøde indkaldt af Høje-Taastrup Kommune informeret om, at en af institutionens ansatte har forgrebet sig på mindst fem børn. Det har en forælder fortalt TV 2 Lorry.

Københavns Vestegns Politi bekræfter, at det har modtaget en anmeldelse fra Høje-Taastrup Kommune, som politiet er ved at se nærmere på.

Den 14-årige var i et praktikforløb for skoletrætte unge og skulle have været i institutionen i et halvt år.

Sagen er overgivet til de sociale myndigheder, da drengen er under den kriminelle lavalder.

/ritzau/