Bornholm betaler prisen for hovedstadens høje smittetryk: Det giver slet ikke mening

Bornholm mister tyske turister, selvom smittetrykket på øen er lavt. Turismechef vil have øens coronatal opgjort uden om regionen.

Bornholm hører under Region Hovedstaden, men har markant færre smittede end resten af regionen. (Illustration: Lise Grønvald) (© dr)

- Vi ønsker at råbe vagt i gevær, når noget ikke giver mening. Og det her giver slet ikke mening.

Sådan siger den administrerende direktør i Destination Bornholm, Pernille Kofod Lydolph, efter tyskerne i går gjorde Region Hovedstaden til en rød zone på grund af høje smittetal. Det betyder, at kommer man til Tyskland efter at have været i regionen, skal man i karantæne, indtil man har en negativ coronatest.

Bornholm hører under Region Hovedstaden, men har markant færre smittede end resten af regionen. Derfor ønsker Pernille Kofod Lydolph, at smittetrykket skal måles separat på Bornholm uden om resten af regionen.

- Vi er en ø i Østersøen med en direkte rute til Tyskland. Det vil sige, man skal ikke forbi København på vejen til Bornholm.

- Den her regel er lavet, for at tyskerne ikke tager smitte med hjem. Og det gør de altså ikke på Bornholm. Sandsynligheden er relativt lille med de ganske få smittetilfælde, siger hun.

Ser man på Region Hovedstaden uden Bornholm, er der 89 smittede per 100.000 indbyggere per uge. Tyskland betegner en region som højrisiko, når der er over 50 smittede per 100.000 indbyggere.

Bornholm har til gengæld kun 10 smittede per 100.000 indbyggere per uge.

To busser aflyste

Benny Schou er en af dem, der med det samme mærkede konsekvenserne af de tyske karantæneregler. Han er direktør for Hotel Balka Strand lidt uden for Nexø. I dag skulle han have modtaget to busser fulde af tyske turister. Men de aflyste, så snart nyheden kom i går, og der er flere aflysninger i den kommende uge.

Han har opfordret sine tyske samarbejdspartnere til at kontakte de ansvarlige myndigheder i Tyskland og gøre opmærksom på problemet i håb om, at tyskerne vil gøre en undtagelse for Bornholm.

- Men det skal gå rigtig hurtigt, for tyskerne er hurtige på aftrækkeren, når de planlægger, siger han.

Danskere blev væk i foråret

Udover at være hoteldirektør er Benny Schou også lokalformand for brancheforeningen for hoteller og restaurationer, Horesta. Og lige som Pernille Kofod Lydolph peger han på, at forårets nedlukning ramte bornholmerne hårdt.

Her troede mange danskere ifølge Pernille Kofod Lydolph fejlagtigt, at de ikke kunne rejse til Bornholm, hvis de rejste via Sverige, som dengang havde meget høje smittetal. Og det gjorde ondt på øen, der normalt har en turismeomsætning på 2,6 milliarder kroner.

- Det er derfor også vigtigt, at vi får et rigtig stærkt efterår, og vi var sådan set godt på vej. Vi lå lunt i svinget. Og så kommer det her som en bombe for os, siger Pernille Kofod Lydolph.

Benny Schou er bekymret for de mange bornholmere, der lever af turismen, blandt andet hans egne og andre ansatte på hoteller og restauranter.

- Det har stor betydning for de ansatte, der kommer til at mangle noget arbejde. Sæsonen bliver helt givet kortere for mange, siger han.

Facebook
Twitter