Bornholms borgmester: Geert Wilders vil forandre Folkemødet

Trykkefrihedsselskabet har inviteret den hollandske politiker Geert Wilders til Folkemøde på Bornholm. Manden, der i weekenden var mål for et terrorattentat.

Den hollandske politiker Geert Wilders er kendt for sine islamkritiske holdninger og står højt på terrororganisationen al-Qaedas dødsliste (Foto: Fabrizio Bensch © Scanpix)

- Man skal nok forvente, at Folkemødet kommer til at se lidt anderledes ud i år end tidligere. Verden har ændret sig, og der vil derfor være en smule mere politi og mere sikkerhed.

Sådan lyder det fra Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S), efter at Trykkefrihedsselskabet tirsdag meddelte, at de har inviteret den hollandske politiker Geert Wilders til debat på Folkemødet på Bornholm den 11. - 14. juni.

Geert Wilders er kendt for sine islamkritiske holdninger og står højt på terrororganisationen al-Qaedas dødsliste. Så sent som i weekenden var han hovedtaler ved et arrangement i Dallas, hvor to mænd pludselig åbnede ild. To personer døde, og angiveligt skulle Wilders have været mål for attentatet.

Al-Qaeda skal ikke bestemme

Alligevel mener Trykkefrihedsselskabets formand, at Wilders skal have lov til at tale på Folkemødet.

Og det bliver sammen med en anden mand, der har dødstrusler imod sig, nemlig Jyllands-Postens Flemming Rose, lyder det:

- Vi vil gerne have en debat om ytringsfrihed, og han er en af de mest markante debattører på det felt. Det er jo ikke sådan, at fordi han er på al-Qaedas dødsliste, så kan vi ikke invitere ham. Den tankegang bryder vi os ikke om, siger Katrine Winkel Holm, der er formand for Trykkefrihedsselskabet.

Politiet sørger for sikkerheden

Geert Wilders er endnu ikke skrevet ind i det endelige Folkemøde-program, da Trykkefrihedsselskabet ikke har sendt det officielle program til Folkemødets bestyrelse, meddeler Jette Lykke, der er festivalleder på Folkemødet.

Men han skal være velkommen til at tale på Allinge Havn, hvis PET vurderer, at det er sikkert nok, siger hun. Debatten om ytringsfrihed og islam er nemlig en vigtig del af Danmark - og dermed også af Folkemødet.

- Han skal være velkommen - ligesom alle andre, der ønsker at deltage på Folkemødet. Vi gør os ikke andre overvejelser, end om debatterne har en samfundsmæssig relevans, siger Jette Lykke.

- Vi som arrangører tager os af indholdet, mens politiet tager sig af sikkerheden, men vi foretager den første screening af tilmeldte events for at se, om der er eventuelle udfordringer.

Det bliver et andet Folkemøde

Weekendens skyderi i Dallas kommer efter angrebet på Charlie Hebdo i Paris i januar og på Krudttønden i København i februar. Og terrortruslen er fortsat høj i Danmark.

Bornholms borgmester mener dog ikke, at bornholmerne skal være nervøse for sikkerheden på Folkemødet. Men de skal forberede sig på en lidt anderledes festival:

- Jeg kan godt forstå, at man bliver urolig, når man ser de her ting rundt om i verden. Men jeg er helt sikker på, at PET kan levere den sikkerhed, der er nødvendig, siger Winni Grosbøll.

- Det bliver jo nok et andet folkemøde, gæsterne kommer til at se. Men det er i bund og grund for, at det skal kunne afvikles i trygge rammer. Helt grundlæggende er Folkemødet en demokratifestival, og jeg glæder mig til igen i år at fejre det, siger hun.

Både Trykkefrihedsselskabet og Bestyrelsen for Folkemødet fortæller, at de har en tæt dialog med PET, og at de ikke tidligere har haft problemer med sikkerheden til et arrangement.