Brand i plantage i Nordjylland: Har bredt sig over en kvadratkilometer

Brandbælter holder ilden i skak ved den nordjyske by Ålbæk.

Branden udvikler kraftig røg over området. (Foto: Marie-Ane Buus Simonsen © dr)

En stor brand hærger et stort plantageområde ved byen Ålbæk i Nordjylland. Branden breder sig over et område på en kvadratkilometer.

Området ligger mellem Frederikshavn og Skagen. Brandfolk er allerede på stedet, og der er yderligere hjælp på vej fra omkringliggende byer, oplyser beredskabsdirektør ved Nordjyllands Beredskab, Diana Sørensen.

Meldingen om branden kom klokken 14.16.

- Branden er under kontrol inden for det afgrænsede område, men inde i området brænder det stadig, og der er ikke fuld kontrol, siger hun.

- Det er et meget svært fremkommeligt terræn, og vi anslår, at området dækker over kvadratkilometer.

Brandbælter omkranser branden

Derfor har en del lokale og Naturstyrelsen hjulpet beredskabet med at komme frem til branden, og lige nu holder brandbælter ilden i skak.

Brandbælterne laves ved, at jorden pløjes op for at sikre, at ilden ikke spredes. For det er tørt i området, efter det varme vejr har været over Danmark i den seneste tid, oplyser beredskabsdirektøren.

- Brandbælterne holder i øjeblikket, så vi sikrer, at branden holder sig der, hvor den er, men det brænder stadig i området, og vinden er meget kraftigt.

Lige nu er det uvist, hvor lang tid der går, før branden er helt slukket, siger Diana Sørensen, der påpeger, at det også handler om, hvordan vinden udvikler sig hen over eftermiddagen og aftenen.

- Jeg vil tro, at vi vil være på stedet det meste af aftenen og måske også i længere tid for at sikre, at branden er slukket, siger Diana Sørensen.

Årsagen til branden kendes endnu ikke.

Facebook
Twitter