Brandbombe kastet mod Christiansborg

Københavns Politi efterforsker nu angrebet, der fandt sted i går aftes.

Københavns Politi efterforsker nu et brandattentat mod Christiansborg, der fandt sted sent i aftes.

Her kastede en eller flere ukendte gerningsmænd en såkaldt molotovcocktail mod en af Christiansborgs træporte.

Porten fik sodskader, men bygningen blev ikke antændt.

- Det er en alvorlig sag, som vi nu er i færd med at efterforske, siger vagtchef Henrik Svejstrup ved Københavns Politi.

Christiansborg ligger på Slotsholmen i det centrale København og er hjemsted for blandt andet Folketinget, Statsministeriet og Højesteret.

Kriminalteknikere har undersøgt gerningsstedet og sikret eventuelle spor.

Ifølge vagtchefen er der en del videoovervågning i området, der som en del af efterforskningen nu skal kigges igennem.

Københavns Politi har ikke på nuværende tidspunkt en nærmere beskrivelse af eventuelle gerningsmænd.

  • (Foto: Steven Knap © Steven Knap)
  • (Foto: Steven Knap © Steven Knap)
  • (Foto: Steven Knap © Steven Knap)
  • (Foto: Steven Knap © Steven Knap)
1 / 4