Brandvæsenet beskudt 20 gange nytårsaften: 'Fuldstændig vanvittig adfærd'

Flere steder i landet overvejer man, om der skal tages ekstra forholdsregler ved udrykninger.

Politiet i gang med at slukke en containerbrand i Viby ved Aarhus nytårsnat. I Østjylland var der syv tilfælde af beskydning af brandfolk, mens de var på arbejde. (Foto: © Per Øxenholt, Scanpix)

Brandfolk blev beskudt af alt fra raketter, bomberør og romerlys, da de rykkede ud på opgaver nytårsaften og nytårsnat.

Danske Beredskaber har via en rundringning til landets 24 beredskabsenheder opgjort, at brandfolk blev beskudt 20 gange, da nytåret blev skudt ind.

- I nogle tilfælde har man næsten indtrykket af, at der er antændt en container eller skraldespand bevidst, hvorefter man så afventer brandvæsnets tilstedekomst for så at skyde fyrværkeri efter dem. For eksempel raketter, der fyres vandret mod mandskabet, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Dansk Beredskaber, og fortsætter:

- Jeg synes, at det er en fuldstændig vanvittig adfærd over for mennesker, der vel at mærke er i gang med at gøre en positiv forskel. Det efterlader mig faktisk målløs.

Værst i Østjylland og København

Hovedstadens Beredskab blev beskudt syv gange, mens de var i gang med at slukke ildebrande og foretage andre opgaver. De beretter om, at der i de fleste af tilfældene blev skudt bomberør og raketter mod biler og mandskab.

I Østjylland havde man ligeledes syv tilfælde. De beretter om, at der i de fleste af tilfældene var beskydning, mens brandfolkene var i gang med at slukke brande.

Der har ligeledes været situationer, hvor brandfolkene var nødt til at trække sig fra brandstedet på grund af beskydning af genstande eller fyrværkeri, viser Danske Beredskabers opgørelse.

Det er første gang, at Danske Beredskaber laver en opgørelse over sager med beskydning mod mandskabet. Sekretariatschef Bjarne Nigaard er dog så rystet over antallet af sager, at han opfordrer til, at man skal tænke over, hvordan det kan blive mere sikkert for brandfolkene at gå på arbejde.

- Hvis det betyder, at et område må sikres af for eksempel politiet, inden vi kan påbegynde vores indsats, så er vi nødt til at vente på det for vores egne folks sikkerheds skyld. Det får så den irriterende konsekvens for folk, der står og venter på hjælp, at de må vente endnu længere, siger Bjarne Nigaard.

Hvor langt er vi fra, at det kommer til at ske?

- Jeg ved, at man rundt om i nogle beredskabsenheder gør sig nogle helt konkrete overvejelser blandt andet i dialog med politiet og andre myndigheder om, at det skal være et fremtidsscenarium. Så vi er desværre ikke langt væk fra, at det her bliver en realitet, siger han.

20 sager nytårsaften

  • Slagelse Brand & Redning 2

  • Hovedstadens Beredskab 7

  • Østsjællands Beredskab 2

  • Midtjysk Brand og Redning 1

  • Østjyllands Brandvæsen 7

  • Beredskab Øst 1

  • Kilde: Danske Beredskaber