Brandvæsnet holder sig på afstand af gigant-vindmølle

Fredag aften gik der ild i Danmarks største vindmølle i Østerild. Brandfolk lader ilden brænde.

Det vides endnu ikke, hvad branden skyldes. (Foto: Helge Røjle - DR Midt & Vest © dr)

Ilden i Vestas' kæmpe vindmølle i Østerild må brænde ud af sig selv, og tidligst lørdag kan beredskabet få adgang til møllehuset 140 meter oppe i luften.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi sent fredag aften.

- Brandvæsenet kan ikke komme op i møllehuset og slukke ilden, hvorfor ilden får lov til at gå ud af sig selv, skriver politiet.

Ildebranden er aftagende, lyder det fra politiet, der samtidig på det kraftigste fraråder, at folk bevæger sig inden for de afspærringer, der er sat op.

- Der kan falde genstande ned fra møllen, skriver politiet.

Vestas bekræftede tidligere på aftenen over for DR Nyheder, at det var deres Vestas' model V164-8.0 MW, Danmarks største, som var brudt i brand.

- Vi kan bekræfte, at der er ild i V164, men der er ikke nogen, der er kommet til skade. Brandvæsenet er på stedet og har sikret området, udtalte Anders Riis, pressetalsmand for Vestas.

- Nu vil vi undersøge, hvad der er sket, men ellers har vi ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Vestas' model V164-8.0 MW har 80 meter lange vinger, den er ikke mindre end 222 meter høj op til vingespidsen og slog tidligere på året verdensrekorden i energiproduktion.

- Vi kan ikke nå derop

Brandvæsnet fik beskeden om ilden klokken 20.38 fredag aften og sendte to brandbiler til stedet.

Men brandvæsnet kunne ikke gøre meget, lød det fra Lars Bjørndal, indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, der selv var i Østerild.

- Det brænder oppe i tårnet, og der er 140 meter op, og der kan vi ikke komme op, så vi står på behørig afstand. Der er faldet noget brændende materiale ned deroppefra, og det er vi ved at slukke, så det ikke antænder noget andet derude, sagde Lars Bjørndal og tilføjede:

- Lige i øjeblikket er vi usikre på, om vingerne eller andet kan falde ned deroppefra. Det betyder, at det vil være uansvarligt at nærme sig, som det ser ud lige nu, tilføjede han.

Flammerne har nu også fat i en af vingerne. (Foto: Helge Røjle - DR Midt & Vest © (c) DR)

DR Nyheders reporter Helge Røjle bor få kilometer fra vindmøllecenteret, som han har lavet en dokumentar om, og han så på, mens grå røg bredte sig på himlen.

- Branden startede omkring klokken 20. Vi kunne se, at det brændte i møllehuset, og at der faldt store stykker metal ned, sagde han tidligere fredag aften.

- Møllehuset er helt sortsværtet, og det er vingerne også. Før det blev mørkt, kunne jeg også se, at vingerne faktisk begyndte at snorre igen, siger DR Nyheders reporter Helge Røjle.

Facebook
Twitter