Slik, chokolade, chips og sodavand.
Du kender det måske. Du går ind i supermarkedet med de bedste intentioner om kun at købe frugt og grønt. Alligevel kommer du ud med alskens fristelser på kvitteringen.
Supermarkeder er nemlig indrettet, så der ryger masser af impulskøb med ned i kurven. Og det påvirker antallet af overvægtige.
Men det gør supermarkedet 'Nudge' nu op med, skriver Evening Standard.
Supermarkedet i London er designet efter sundhedsmyndighedernes råd, så usundere varer er fjernet fra de attraktive hyldepladser.
For eksempel er chokolade og slik, som tit ryger i kurven, når man står i kø, skiftet ud med frugt, grøntsager og vand.
Den nyåbnede butik har også fjernet det kalorietætte junk food fra øjenhøjde. Her kan kunderne i stedet finde magert kød, bælgfrugter, æg og grønt.
Adfærdsforsker: 'Ingen tvivl om, at det gør en forskel'
Ifølge adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen fra Roskilde Universitet har det britiske supermarked fat i noget. Dagligvarebutikkers design har nemlig massiv betydning for forbrugerens adfærd.
- Der er ingen tvivl om, at det gør en forskel, hvordan man indretter supermarkedet i forhold til, hvad folk ender med at købe ind og dermed spise, siger han.
Pelle Guldborg Hansen har selv lavet mange forsøg med nudging af forbrugeren. Hans forskning viser, at man i høj grad kan nudge folk til et sundere valg.
Derfor er det et godt værktøj i kampen mod den stigende fedmekurve.
- At arbejde med indretningen af supermarkeder er helt klart en del af løsningen på fedmeepidemien, siger Pelle Guldborg Hansen.
De kedelige ændringer gør en forskel
Indretningen af supermarkeder har stor betydning for, hvad der lander på køkkenbordet.
Men det er ikke nok bare at placere frugt og grønt centralt, påpeger adfærdsforskeren. Faktisk er det de små, lidt kedelige ændringer, der virkelig rykker noget i forbrugerens indkøb.
For eksempel har Pelle Guldborg Hansen i et forsøg placeret blomkål ved siden af kartofler og et skilt ved siden af, hvor der står: kog mig med kartoflerne. Det fik salget af blomkål til at stige med 45 procent.
Og der findes et utal af små justeringer, der kan få forbrugere til at spise sundere. Han fortæller, at det har en stor effekt at tilsætte flere og grovere grøntsager i færdigretterne fra slagteren og placere salatblandingen ved siden af kyllingen i kølemontren.
- Det er ikke det store show, men det virker kraftigt, siger Pelle Guldborg Hansen om de små ændringer.
Danske supermarkeder vil lade sig inspirere
Supermarkedskæden Coop synes, at det sundere supermarked lyder interessant og vil gerne lade sig inspirere af sådanne initiativer.
- Det er altid inspirerende, hvad de gør andre steder. Vi er hele tiden på jagt efter gode ideer, siger Jens Juul Nielsen, der er informationschef i Coop.
Han påpeger, at Coop ikke er ansvarlig for, hvad danskerne putter i munden, men har en forpligtigelse til at gøre det nemmere at leve sundere.
Både adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen og informationsdirektør Jens Juul Nielsen understreger, at der da heller ikke mangler økonomiske incitamenter til at skubbe indkøbene i en sundere retning.
Supermarkeder tjener nemlig gode penge på salget af frugt og grønt. Det skyldes, at der er høj avance på netop denne fødevaregruppe.