Britta Nielsen og hendes søn fængslet i 24 dage

Den 64-årige er i dag blevet sigtet for databedrageri af særlig grov beskaffenhed. Hendes søn varetægtsfængsles også.

Anna Britta Troelsgaard Nielsen kan blive idømt op til seks års fængsel for bedrageri af særlig grov karakter. (Foto: SIPHIWE SIBEKO © Scanpix)

Det var en fattet Anna Britta Troelsgaard Nielsen, der for kort tid siden modtog rettens beslutning om at varetægtsfængsle hende i 24 dage.

Dommeren vurderer altså, at der er begrundet mistanke om, at hun er skyldig i den sigtelse, der er blevet rejst i dagens grundlovsforhør. Varetægtsfængslingen sker også, fordi dommeren mener, at Britta Nielsen muligvis vil forsøge at påvirke vidner og andre sigtede på fri fod.

Tidligere i formiddag blev den tidligere offentligt ansatte sigtet efter straffelovens paragraf 279a - databedrageri af særlig grov beskaffenhed. Det er endnu uklart, om Britta Nielsen erkender sig skyldig eller nægter sig skyldig.

- Min klient ønsker ikke at tage stilling til sigtelsen, sagde Anna Britta Troelsgaard Nielsens forsvarer, Nima Nabipour, under første del af grundlovsforhøret.

Søn i grundlovsforhør

Britta Nielsen er ikke den eneste, der er blevet fremstillet i grundlovsforhør i sagen i dag. Også en medsigtet mand blev fremstillet for Retten på Frederiksberg umiddelbart efter Britta Nielsen. Han er sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed, altså for at have brugt dele af de 111 millioner, der stammede fra svindel.

Der har tidligere været nedlagt navneforbud i hælerisagen, men det er nu blevet ophævet. Det står nu klart, at det er Britta Nielsens 38-årige søn, der er medsigtet i sagen.

SÅDAN FOREGÅR ET GRUNDLOVSFORHØR:

  • Dommeren beder den sigtede bekræfte navn og fødselsdato.

  • Derefter oplyser anklageren, hvad personen er sigtet for og fortæller om sagen.

  • Anklageren skal redegøre for, hvorfor der kan være behov for at frihedsberøve den sigtede.

  • Herefter får den sigtede mulighed for at udtale sig, og forsvarsadvokaten vil redegøre for sin klients syn på sagen.

  • Dommeren skal så tage stilling til, om den sigtede skal varetægtsfængsles, mens sagen efterforskes.

Sønnen nægter sig skyldig, oplyser hans forsvarer Henrik Dupont. Ikke desto mindre har dommeren valgt at varetægtsfængsle ham - ligeledes frem til den 4. december.

Op til otte år i fængsel

Hvis Britta Nielsen kendes skyldig i sigtelsen, kan hun se frem til en fængelsdom.

Advokat Mette Grith Stage, der tidligere har været anklager i politiet og hos statsadvokaten, fastslår, at strafferammen i sådanne sager er op til otte års fængsel.

- Ved databedrageri er strafferammen som udgangspunkt fængsel i halvandet år, men under skærpende omstændigheder helt op til otte år, forklarer forsvarsadvokat Mette Grith Stage.

De øvrige medsigtede, to kvinder og Britta Nielsens søn, er sigtet for hæleri af særlig grov karakter. Det kan medføre en straf på op til seks års fængsling.

Facebook
Twitter