Britta Nielsen risikerer op til 12 års fængsel for millionsvindel

Anklagemyndigheden vil sprænge strafferammen for bedrageri ifølge anklageskrift.

Den tidligere medarbejder i Socialstyrelsen Britta Nielsen ses her i retten i Sydafrika, inden hun blev udleveret til Danmark. Hun var på flugt i halvanden måned, inden hun blev anholdt. (Foto: SIPHIWE SIBEKO)

Det kan normalt koste op til otte års fængsel, når man svindler sig til store pengebeløb.

Men for Britta Nielsen, der er tiltalt for at have bedraget sig til knap 117 millioner fra sit arbejde i Socialstyrelsen, kan straffen blive endnu højere.

Det fremgår af anklageskriftet mod den nu 65-årige kvinde, som netop er blevet frigivet.

Anklagemyndigheden mener nemlig, at man kan bruge en paragraf i straffeloven, der i særligt grove tilfælde kan øge strafferammen med yderligere 50 procent. Dermed risikerer Britta Nielsen ikke bare otte års fængsel, men op til hele 12 års fængsel.

Britta Nielsen har ifølge tiltalen overført 116.915.658 kroner til sig selv i alt. De fleste af overførslerne - 298 i alt - er sket i perioden juli 1997 til januar 2018, hvor hun i alt har overført 115.166.628 kroner.

Forfalskede revisors underskrift

Af anklageskriftet fremgår det, at Britta Nielsen udover bedrageri også er tiltalt for dokumentfalsk, fordi hun i oktober 2014 sendte et tilskudsdokument videre til en medarbejder i Socialministeriet, som var forfalsket.

Dokumentet stod nemlig som underskrevet af en revisor fra revisionsselskabet PwC, selvom det ikke var ham, der havde skrevet under.

Ifølge tiltalen handlede det om tilskud til et projekt med navnet "SAMkbhvn". Det er uvist, om dette projekt er et af de fiktive projekter, som Britta Nielsen ifølge anklagerne har oprettet for at kunne overføre penge til sig selv.

Største overførsel var 3,78 millioner

Britta Nielsen var ansat i det offentlige i mere end 40 år og varetog tilskudsmidler blandt andet under Socialstyrelsen, og det er altså nogle af de midler, som hun ifølge tiltalen har fået udbytte af.

I anklageskriftet fremgår alle de overførsler, som Britta Nielsen formodes at have lavet til sig selv.

Et overblik over alle overførslerne fylder tilsammen syv sider i et bilag til anklageskriftet. Selve anklageskriftet fylder seks sider.

Den 20. januar 2016 skal hun for eksempel have overført hele 3,7 millioner til sig selv. Det er det højeste enkeltstående beløb, hun er tiltalt for at have overført.

Samme dag har hun også overført 18.754 kroner, hvilket er den mindste ud af de i alt 298 overførsler i perioden på 21 år.

Langt størstedelen af overførslerne er gået til forskellige konti i Danske Bank. Kun én overførsel er gået til en konto i Nordea, fremgår det af anklageskriftets bilag.

SØIK kræver som en del af den kommende retssag mere end 113 millioner kroner konfiskeret.

Samtidig lyder det i anklageskriftet, at SØIK vil have en række genstande, biler og pengebeløb konfiskeret fra blandt andet Britta Nielsens børn.

Børnene fortsat sigtede

Britta Nielsen er netop fyldt 65 år og har siddet varetægtsfængslet, siden hun blev anholdt i Sydafrika den 5. november sidste år. Her havde hun været på flugt i seks uger.

Også hendes søn, Jimmy Hayat, har siddet varetægtsfængslet i over et halvt år. Han er sigtet for at have modtaget udbytte fra svindlen, altså groft hæleri.

Britta Nielsens svigersøn og to døtre er også sigtet for groft hæleri. I et langt interview fortalte døtrene i november, at de troede familiens penge kom fra opsparing, arv og livsforsikring efter faderens død.

Anklagemyndigheden efterforsker stadig sagerne i forhold til familiemedlemmerne, der alle nægter sig skyldige.

Det er uvist, hvordan Britta Nielsen forholder sig til tiltalen, da det har været umuligt for DR Nyheder at få en kommentar fra hendes advokat, Nima Nabipour.

Det er ikke besluttet, hvornår sagen mod Britta Nielsen kommer for retten.

Britta Nielsen besøgte venner i Sydafrika, mens hun i seks uger var på flugt fra myndighederne. Vennerne er i dag meget chokerede:

Facebook
Twitter