Britta Nielsens sydafrikanske forsvarer: Håber på hurtig udlevering

Det tager typisk lang tid at få efterlyste udleveret til retsforfølgelse, siger ekspert.

Så gik den ikke længere.

Den svindelmistænkte Anna Britta Troelsgaard Nielsen blev tidligt i morges anholdt i Johannesburg i Sydafrika.

De danske myndigheder vil nu anmode om at få den 64-årige kvinde udleveret til retsforfølgelse i sagen om formodet svindel med tilskudsmidler.

Hendes forsvarsadvokat i Sydafrika mener, at der kan være en genvej til at få kvinden sendt hurtigt retur til Danmark.

Det samme gælder ifølge advokaten den mand, der i sidste uge blev anholdt i den internationale lufthavn i Johannesburg, og som er sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed i forbindelse med svindelsagen.

- Vi forhandler med staten, som tydeligvis er i kontakt med de danske myndigheder, og der er en mulighed for, at mine klienter vil foretrække at vende frivilligt tilbage til Danmark, siger forsvarsadvokat Piet du Plessis, der forsvarer begge de anholdte.

- Forhåbentlig vil det afkorte processen, hvis der er tale om en frivillig tilbagevenden.

Langsommelige diplomatiske kanaler

Ifølge TV 2's oplysninger er der en mulighed for, at Anna Britta Troelsgaard Nielsen og den hælerimistænkte mand allerede vil være tilbage i Danmark senere på ugen.

Det vil dog komme meget bag på lektor og ekspert i udleveringssager Henning Fuglsang Sørensen fra Syddansk Universitet.

- Hvis vi har hende hjemme i Danmark inden for det næste halve år, så er det vanvittig hurtigt og godt gået, lyder hans umiddelbare vurdering.

Henning Fuglsang Sørensen forklarer, at sagen skal gennem de officielle diplomatiske kanaler, og at den slags som udgangspunkt tager tid. Også selvom Statsanklageren for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) har kunnet gøre en del af forarbejdet, mens Anna Britta Troelsgaard Nielsen har været efterlyst.

- Så taber jeg både næse og mund

Første skridt i udleveringsprocessen er ifølge lektoren, at dansk politi oversætter bevismaterialet i sagen til engelsk. Derefter skal beviserne forbi Rigsadvokaten og Justitsministeriet, hvorefter de skal videre til Udenrigsministeriet, der så kører ud og afleverer bevismaterialet på den sydafrikanske ambassade.

De sender materialet hjem til det sydafrikanske udenrigsministerium, hvorefter det ender hos den lokale politikreds eller dommer, der sidder med sagen.

Her skal det vurderes, om beviserne mod de to anholdte er så stærke, at der er rimelig grund til at føre en straffesag.

- Selvom man kan gætte på, at SØIK har brugt ventetiden på at få oversat og afleveret bevismateriale, så taber jeg både næse og mund, hvis de mistænkte er tilbage i Danmark allerede denne uge, siger Henning Fuglsang Sørensen.

Der er ifølge udleveringseksperten enkelte eksempler på, at en udlevering er blevet klaret med kort aftræk, hvor de efterlyste har givet samtykke til udlevering.

- Men så er det tilfælde internt i EU, hvor vi har aftalt med hinanden, at vi kan stole på hinandens retssikkerhed, og hvor vi har en særlig ordning med ikke at teste hinandens bevismaterialer. Vi har ikke noget tilsvarende i forhold til Sydafrika, siger Henning Fuglsang Sørensen.

Løsladelse mod kaution

Forsvarsadvokat Piet du Plessis oplyste i sidste uge, at han vil forsøge at få den hælerimistænkte mand løsladt mod kaution, mens udleveringssagen kører.

- Hvis vi ikke kan indgå en tilfredsstillende aftale med staten og de danske myndigheder om en hurtig tilbagevenden til Danmark, kan vi blive nødt til at prøve den vej, siger Piet du Plessis.

Han kan endnu ikke kommentere på, om der også vil blive anmodet om at få Anna Britta Troelsgaard Nielsen løsladt mod kaution.

For dommer senest 24 timer efter hjemkomst

Hvis eller når Anna Britta Troelsgaard Nielsen og den hælerisigtede mand kommer tilbage til Danmark, skal de hver især fremstilles for en dommer inden for 24 timer, fortæller DR Nyheders retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe.

- Det vil fungere som et almindeligt grundlovsforhør, hvor anklageren vil begære dem varetægtsfængslet, hvilket retten så skal tage stilling til, siger Trine Maria Ilsøe.

Derefter vil sagen fortsætte som andre straffesager, hvor politiet vil fortsætte efterforskningen og formentlig afhøre de sigtede.

- Derefter vil anklagemyndigheden tage stilling til, om der skal rejses tiltale, siger Trine Maria Ilsøe.