Brøndby-borgere protesterer: Jeg har rødebedefarvet pas til jeg dør

Brøndbys indbyggere er forarget over, at politikere stempler dem som ikke-danske.

- Vi vil ikke finde os i, at nogen skal komme og dele os op. I Brøndby Strand er man dansk, når man føler sig dansk.

Sådan lød budskabet fra en af talerne på scenen, da der i dag var folkeprotest i 2660 Brøndby Strand på den københavnske vestegn.

Folk fra hele byen og med rødder i mange kulturer stod skulder ved skulder i byens centrum for at markere deres utilfredshed med en erklæring, som et flertal i Folketinget har vedtaget. Den skelner mellem at være 'dansk' og 'indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande'.

Budskaberne ved demonstrationen 'Vi er alle lige danske' handlede om at fremme mangfoldighed og fred og råbe vagt i gevær over for splittelse og diskrimination.

21-årige Harun Muharemovic er en af arrangørerne bag demonstrationen, og han er født og opvokset i Danmark, hvorfor han er både vred og ked af, at han af nogle politikere ikke bliver opfattet som dansker.

- Jeg har min daglige gang i Brøndby Strand og København og har haft det lige siden, jeg kom til verden på Hvidovre Hospital. Så jeg føler ikke, jeg bliver mere dansk end det. Jeg har et rødebedefarvet pas, og det holder jeg på, til jeg dør, sagde han.

Jeg blev så forarget over det. Jeg synes, det går den forkerte vej, når man bliver bedømt på sin hudfarve, siger Charlotte Koch, som har boet i kommunen i 25 år og er gift med Ali. (© dr)

- Jeg føler det, der sker i Folketinget handler om at skabe en konflikt, som ikke findes i min verden. Vi lever alle sammen her og har alle et mål om at skabe et anstændigt liv og bidrage til samfundet, så meget vi nu kan.

Grotesk udmelding fra Folketinget

Brøndby er den første kommune i Danmark, hvor der bor flere indvandrere og efterkommere end beboere med dansk etnisk baggrund.

Og de fremmødte til dagens demonstration gav udtryk for, at de trives rigtig godt med de mange forskellige kulturer i kommunen.

- Jeg synes, det er vigtigt, vi står sammen i Brøndby, og jeg er imod, at man splitter samfundet, som man gør. Her er fedt at være. Her er mange nationaliteter og kulturer, og man kan lære meget af hinanden. Jeg bor dør og dør med danskere, kurdere, pakistanere og mange andre, sagde Bodil Kærholm.

- Jeg er vred og har lyst til at hive dem alle med herud og vise, hvem vi er. Politikerne sidder på en piedestal derinde på Christiansborg og prøver at bestemme noget, de ikke ved noget om, sagde hun.

Ægteparret Ali og Charlotte Koch er et af mange par i kommunen, som er sammensat af to kulturer. De har boet i Brøndby i 25 år. Har været gift i 31 år, og kunne ikke føle sig mere danske, siger de.

- Vi er kommet her i dag for at vise, at vi er danskere. Vi har været gift i 31 år og har tre dejlige unger, og vi taler dansk derhjemme, lød det fra Ali.

Hustruen Charlotte mente, at erklæringen fra Folketinget dømmer folk på baggrund af deres hudfarve, og det gør hende bange, fortalte hun.

- Det er en grotesk udmelding (fra Folketinget, red.), for uanset, hvor du kommer fra, og hvilken religion du har, så er du dansk, sagde hun.

- Det virker som om, at vi snart skal til og repetere historien, og det bryder jeg mig ikke om. Jeg bliver bange for, hvordan mine børn får det senere hen. Og hvordan mine kommende børnebørn så opfattet bliver som borgere.

Det har Folketinget vedtaget

  • Erklæringen blev vedtaget 9. februar og lyder: 'Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er over 50 procent. Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark'.

  • Brugen af ordet 'danskere' har vakt opsigt.

  • Flere har læst det som om, at indvandrere og børn af forældre med ikke-vestlig baggrund ikke kan regnes som danskere.

  • Regeringen stemte sammen med Dansk Folkeparti for vedtagelsesteksten, mens oppositionen stemte imod.

  • De Radikale kalder det "uhyggeligt", og Enhedslisten kalder det en voldsom opdeling i "dem og os".

Facebook
Twitter