Brøndby Kommune indrømmer fejl i pædofilisag: Alt er gået galt

Forældrene til et barn udsat for overgreb blev fejlinformeret af kommunen.

Helge Skramsø er direktør i børne, kultur- og idrætsforvaltningen i Brøndby Kommune. Han erkender, at sagsbehandlingen af en familie involveret i en pædofilisag kunne have været bedre. Foto: DR1 Dokumentar, De skjulte overgreb

Alt, hvad der kunne gå galt, er gået galt.

Det erkender Brøndby Kommune i deres håndtering af en overgrebssag, hvor en pædagogmedhjælper og spejderleder gennem 20 år har misbrugt 28 børn seksuelt.

I Brøndby er familien til en nu 11-årig dreng fra KFUM-Spejderne, der er blandt ofrene, blandt andet blevet rådgivet forkert af Brøndby Kommune.

Det fremgår af dokumenter i sagen, som DR er i besiddelse af.

Af dokumenterne fremgår det, at Brøndby Kommune i foråret 2017 opfordrede forældreparret til ikke at snakke med deres søn om overgrebene.

Det betød, at forældrene i fem måneder ikke talte med deres dreng om, hvad der var sket.

- Dette var en fejlinformation, der gjorde, at der gik fem måneder før sønnen fik psykologhjælp, skriver en socialrådgiver fra Brøndby Kommune i et mødereferat.

I Børns Vilkår har seniorkonsulent Bente Boserup læst familiens sagsakter igennem.

- Børn, der har været udsat for overgreb, vil i mange tilfælde føle at de har gjort noget galt, og de vil gå og lede efter, hvad det er. De børn går rundt med skyld og skam og tror, at det er noget, de har gjort galt. Hvis forældrene også trækker sig fra dem, får de den opfattelse, at forældrene også synes, at der er noget galt med dem. Selvfølgelig må forældrene tale med deres børn om det, siger Bente Boserup.

Svært område at håndtere

Den pædofile spejderleder og pædagogmedhjælper Per Pedersen blev anholdt i marts 2017 i forbindelse med en spejderlejr i Nordsjælland.

Da manden blev fængslet, fortalte han politiet, at han havde optaget en masse overgreb.

I ugerne efter anholdelsen identificerede politiet en række børn på optagelserne og børnenes forældre fik besked.

Familien til den nu 11-årige dreng blev tilbudt tre timer med en psykolog fra kommunen, men familien ønskede mere hjælp og endte med at opsøge en privat organisation, hvor deres søn fik bevilliget 12 timers psykologhjælp.

Adjunkt og ekspert i socialret, Hanne Hartoft, har læst sagens dokumenter igennem og ifølge hende har kommunen et ansvar for at hjælpe børn og forældre udsat for overgreb, uanset hvor det er foregået.

Hun kritiserer Brøndby Kommune for ikke med det samme at lave en børnefaglig undersøgelse af børnene og sende dem til udredning i de specialiserede børnehuse.

- Det er et svært område at håndtere, fordi der som regel er flere myndigheder ind over det. Netop det ville man gerne løse ved at lave børnehusene, som har en specialviden og en evne til at kommunikere og koordinere. Sagen viser for mig, hvorfor man lavede den lov. Men de regler har kommunen simpelthen ikke implementeret, siger Hanne Hartoft, adjunkt på Aalborg Universitet.

Kommune beklager

Direktøren for ungeområdet i Brøndby Kommune, Helge Skramsø, beklager i dag forløbet.

- Det er rigtigt, rigtigt skidt. Det skal jeg være den første til at beklage, hvis der er gået noget galt i aftalerne og opfølgningerne i den sag. Det er selvfølgelig ikke godt, siger Helge Skramsø.

Han mener, at der i den konkrete sag har været tale om en misforståelse.

- Det kommer meget bag på mig, hvis vores medarbejdere har sagt, at det skal vi ikke have noget med at gøre. Men jeg skal ikke kunne sige, om der i en samtale med nogle forældre er blevet sagt, at spejderforeningen også skal gøre et eller andet, siger Helge Skramsø.

Efter at kommunen i efteråret 2018 gav interview til DR til dokumentaren 'De skjulte overgreb' fik familiens nu 11-årige søn lovning på at blive viseret til Børnehuset, der hjælper kommunerne med at udrede børn, der har været udsat for overgreb.

Alligevel venter familien stadig på, at kommunen henviser familien til Børnehuset, og udredningen af deres søn bliver startet op.

Ifølge eksperterne skulle Brøndby Kommune have sendt familien videre til Børnehuset allerede i foråret 2017.

- Kommunen har ikke fulgt lovgivningen. I det øjeblik, at kommunen og politiet er inde over en sag, så skal de bruge Børnehuset, siger Bente Boserup.

'Alt er gået galt'

På et opfølgende møde med kommunen i sommeren 2018 italesatte forældrene, at de havde følt sig magtesløse og at de ville ønske, de havde fået mere hjælp fra kommunen.

I et referat fra dette møde skriver sagsbehandleren:

- Uheldigvis er alt i denne sag, der kunne gå galt, gået galt. Hvilket er ærgerligt.

Direktør i Brøndy Kommune, Helge Skramsø, siger, at man har lært af sagen.

- Jeg synes, at vi sætter ind med hjælp. Det er så muligt, at man efterfølgende vurderer, at den hjælp ikke har været tilstrækkelig. Vi har til stadighed diskussioner om at sikre, at vi lytter og tager ordentligt fat. Vi gør, hvad vi kan for at lære hele tiden. Men det her er absolut ikke noget, som vi er stolte af, siger Helge Skramsø.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk