Broer er lukket og færger ligger i havn

Hjørring politi fraråder stadig al udkørsel, mens bilister i Roskilde igen kan køre ud. Klokken 16 åbnede Øresundsbroen igen for biltrafik, mens Storebæltsbroen først åbner igen kl. 18. Flere færger har ligget i havn i dag.

Den lille færge mellem Aalborg og Egholm trodsede vejret i dag og holdt fartplanen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Lukkede broer og væltede træer skabte trafikkaos flere steder søndag eftermiddag, da en kraftig storm ramte landet. Stormen ventes at fortsætte hele dagen, mens den bevæger sig fra Vest- til Østdanmark.

Allerede før middag blev både Storebæltsbroen og Øresundsbroen lukket for al biltrafik, og det skabte lange køer ved betalingsanlæggene. Togene kører ormalt over broerne. Klokken 16 kunne bilerne igen køre over Øresundsbroen, mens Storebæltsbroen åbner igen for biltrafik klokken 18.

Hjørring Politi fraråder stadig al udkørsel i politikredsen, mens politiet i Roskilde oplyser, at man igen kan kører ud. Man skal dog stadig passe på træer og løse tagsten.

Huse og tage styrter sammen

Flere steder i landet melder politiet om hus- og tagkonstruktioner, der enten er faldet sammen eller truer med det.

I København er flere gader spærret af på grund af fare for nedstyrtende tage og stilladser. På Frederiksberg røg siderne ned på altaner fra 4. og 5. sals højde, mens kanterne på taget af en boligblok i Greve løftede sig to meter, fortæller Falck.

I Stenløse blæste et tag ned fra et nybygget hus, så brandvæsnet måtte bede husets naboer om at flytte midlertidigt.

Og i Skagen har politiet måttet spærre Gammel Landevej, fordi taget på byens ridehal truer med at blæse af, mens en gavl på et nybygget hus på havnen er styrtet sammen.

Politi og Falck har indtil videre ingen oplysninger om alvorlige personskader som følge af stormen.

Ifølge DMI er den i dag højest hastighed i vindstød målt til 37 meter i sekundet. Det blev målt i Hirtshals. Middelvinden var da 28 meter i sekundet. Definitionen for orkan er 33 meter i sekundet.

Facebook
Twitter