Brosten og barrikader mod politiet

Efter Politiets rydning af Ungdomshuset på Jagtvej, udbrød der uroligheder flere steder i København. Aktivister kastede med brosten, lavede barrikader og bål i gaden.

Politiet rydder bål på Nørrebrogade tæt ved Ungdomshuset, hvor der opstod optøjer i forbindelse med politiets rydning af Ungdomshuset. (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

Efter politiet har fået kontrol med Ungdomshuset på Jagtvej i København, udbrød der uroligheder flere steder i København.

Efter rydningen kom det kortvarigt til sammenstød med politi og sympatisører på Nørrebros Runddel. Betjentene måtte bruge stavene for at få dæmpet gemytterne.

Herefter blev der til stadighed lavet blokader på kørebanen på Nørrebrogade, som politiet brød, hvorefter der blev etableret nye blokader.

Brosten og ild i gaden

Men sidst på formiddagen var der igen forholdsvis roligt på Nørrebro, siger DRs reportere på stedet.

Men tidligere blev der flere gange kastet med brosten, og der bliver stukket ild i containere.

En 20-årig tysker er indlagt til observation på Rigshospitalets Traumecenter efter at være blevet ramt i hovedet. Den unge mands tilstand er stabil, oplyser hospitalet. To andre aktivister har fået behandling for skrammer.

Uro ved Christiania

Der blev også lavet bål i gaden ved Christiania på Christianshavn.

Ritzaus udsendte medarbejder fortalte, at der står en tyk, sort røg over det meste af området omkring Christiania, efter at hætteklædte personer smed molotovcocktails på bålet.

På Østerbrogade bremsede cirka 15 aktivister trafikken med bannere, og ifølge hjemmesiden Modkraft.dk har metrostationen Forum også kortvarig været spærret af aktivister.

Mindst 75 anholdt

Informationschef Flemming Steen Munch fra Københavns Politi oplyste, at klokken lidt over ti var der anholdt 25 mennesker ude på gaden og 35 inde fra Ungdomshuset. Siden er der sket omkring ti anholdelser.

Politiet har indkaldt forstærkning fra dele af Sjælland for at få styr på urolighederne.

Brugerne af Ungdomshuset har på forhånd opfordret til, at man lavede ballade i sit lokalområde, når rydningen af bygningen på Jagtvej gik i gang.

Aktivisterne er nu trængt længere ned ad Nørrebrogade, hvor de endnu en gang forsøger at barrikadere sig med skraldespande, flaskecontainere og andet forhåndenværende materiale. (Foto: Nikolaj Ingemann Sørensen © DR)

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53299e43a11f9d0c6c2a8750

Facebook
Twitter