- Det er bekymrende, at sundhedspersonalet er smittet i så stort et omfang.
Sådan lyder det fra direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, efter at DR har afdækket, at mange ansatte i sundhedsvæsnet er smittet med coronavirus.
I Region Hovedstaden og Region Sjælland er der tilsammen 224 medarbejdere, der har været sygemeldt med Covid-19, som er den sygdom, coronavirus udløser. Langt de fleste er ansat på sygehusene.
- Det er bekymrende af flere grunde. Personalet, som har patientkontakten, skal være trygge ved at gå på arbejde, og de skal være trygge ved, at deres arbejde ikke er farligt. Derfor skal deres arbejdsgiver gøre alt, hvad de kan, for at sikre, at de har værnemidler, så de ikke bliver smittet.
- En anden grund til, at det er bekymrende, er, at vi har brug for dem, Vi har brug for raske sundhedsmedarbejdere til passe patienterne. Og vi har brug for medarbejdere, der ikke er smittefarlige for patienter, siger Søren Brostrøm.
Han understreger, at der er blevet skruet op for test af sundhedsmedarbejdere med lettere symptomer. Derfor er håbet, at alle, der er syge, kan isolere sig derhjemme, så de ikke udgør en smitterisiko.
I Region Hovedstaden var der tirsdag 1.465 personer i alt, som var konstateret smittet. I Region Sjælland var der 388.
De syge ansatte i regionerne svarer altså cirka til ti procent af det samlede antal coronasmittede.
Søren Brostrøm siger, at man desværre har set lignende tendenser i andre lande med mange smittede sundhedsmedarbejdere. Han understreger, at det er de ansattes arbejdsgivere, der har ansvar for at skabe sikkerhed.
- Det er regioner og kommuner, som er de væsentligste arbejdsgivere, der skal garantere værnemidler, siger han.
Brug for de rette værnemidler
Formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing ser også med stor alvor på situationen.
- Der er bekymrede, at læger og sygeplejersker er smittet med corona. Dels på grund af deres eget helbred, men også på grund af risikoen for at smitte patienterne. Den samlede indsats mod coronasmitten bliver jo ringere, hvis vi får en stor andel af arbejdsstyrken, som er smittede, og som dermed ikke kan hjælpe patienterne, siger han.
Han appellerer til, at der er styr på, om der er nok værnemidler på sygehusene.
- Vi er i en uholdbar situation, hvor der ikke er klarhed over, om vi har de relevante værnemidler til at stå den her corona-epidemi igennem. Derfor er det min klare opfodring til myndighederne, at de giver et svar på, om vi har de tilstrækkelige værnemidler, siger han.
Danske Regioner: Der er nok værnemidler
Ulla Astman, der er næstformand i Danske Regioner, kalder tallet af coronasmittede bekymrende, men hun siger, at retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen bliver fulgt.
- Vi har ikke stopfyldte lagre, men jeg vil garantere, at vi har værnemidler nok til medarbejdere på hospitaler og almen praksis i forhold til de retningslinjer, som ligger fra statslige myndigheder.
Region Nordjylland kan ikke udlevere tal for, hvor mange der er syge på grund af Covid-19. I Region Syddanmark er 34 medarbejdere syg med Covid-19, mens Region Midtjylland har 84 ansatte bekræftet med Covid-19.
23.11: Opdateret med kommentarer fra Ulla Astman, næstformand i Danske Regioner.