Brostrøm: Grænselukning er en ren politisk beslutning

Ifølge Sundhedsstyrelsens direktør er der ingen dokumentation for, at en grænselukning hjælper det store.

Den drastiske beslutning om at sænke grænsebommene på tværs af landet for at bremse smitte med coronavirus er ikke sket på sundhedsmyndighedernes opfordring.

Det fastslog Sundhedsstyrelsens direktør her til eftermiddag på et pressemøde i København om myndighedernes indsats.

- Det er ikke noget, der har ligget i værktøjskassen i den afbødningstrategi, som vi fremlagde i tirsdags.

- Det er en meget tydelig politisk beslutning, som vi respekterer, lød det fra Søren Brostrøm.

Grænselukningen trådte i kraft klokken 12 i dag og betyder, at man skal have et "anerkendelsesværdigt formål" for at krydse grænsen ind til Danmark.

Det kan for eksempel være i relation til arbejde, besøg af syge familiemedlemmer eller nødstilfælde.

Hækkerup: Vi vurderer, det er det rigtige

Justitsminister Nick Hækkerup (S) mener ikke, at skridtet er for voldsomt, selvom det ikke er sket på sundhedsmyndighedernes anbefaling.

- Jeg tror, der ville være en del borgere, der ville synes, det var underligt, hvis man bare lod eventuelt syge mennesker rejse ind i landet efter forgodtbefinende i en situation, hvor vi allesammen beder hinanden om at stå sammen og passe på, siger han.

Nick Hækkerup erkender, at myndighederne kører på en vej, som 'vi asfalterer, mens vi kører'.

- Vi er i et område, hvor vi gør de ting, som vi i situationen, vurderer er de rigtige ting at gøre, tilføjer han.

Svensk kritik af grænselukning

Nyheden om den danske grænselukning er gået verden rundt som et af de mest drastiske forsøg på at inddæmme virusset hidtil.

Flere europæiske lande, blandt andre Tjekkiet og Slovakiet, har også gennemført lignende tiltag.

I Sverige har regeringen og myndighederne hverken valgt at lukke grænser, skoler og uddannelsesinstitutioner eller at sende de offentligt ansatte hjem fra arbejde.

Her har statsepidemiolog Anders Tegnell brugt ordene "fuldstændig meningsløst" om den danske regerings beslutning i forhold til grænselukningen.

Til det sagde Søren Brostrøm på pressemødet:

- Jeg har ikke haft lejlighed til at drøfte hans citat med ham. Men jeg kan henholde til, at det er en politisk beslutning i Danmark.

- Men jeg kan læse den samme dokumentation som min kollega og sige, at der ikke er særlig god dokumentation for en grænselukning, medmindre man laver en lukning af en ø.

Brostrøm: Information er vigtigst

Da de historiske erfaringer ikke peger på, at en grænselukning er specielt effektiv, er det heller ikke noget, som hverken verdenssundhedsorganiationen WHO eller det europæiske smittecenter anbefaler.

Det fastslog Søren Brostrøm på pressemødet.

- Grænselukninger er først effektive, hvis der er en meget høj grad af implementering og først og fremmest i forhold til øer. Derfor er det heller ikke noget, som WHO anbefaler, medmindre det er under særlige omstændigheder.

- Man vil kun have en suboptimal effekt, hvis ikke man laver en lukning helt.

I stedet går Sundhedsstyrelsens anbefalinger først og fremmest på at oplyse og påvirke befolkningen, fortalte han.

- Kernen er høj grad af information og ansvarliggørelse, hvor man så at sige bruger borgeren selv som termometer i forhold til isolation. Det er kernen i afbødningsstrategien.