Brostrøm vil stadig ikke fortælle, hvorfor der dukker hvide test-telte op i Danmark

Hvide telte skyder op flere steder i landet.

Omkring de mange telte var der skilte med 'Testcenter' skrevet på. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

I Fælledparken i København blev der i går bygget et kompleks af hvide telte med 'Covid-19 Testcenter'-skilte. Ifølge Rigspolitiet foregik arbejdet 'nogle steder i landet'. Der blev senere samme dag meldt om lignende faciliteter under opbygning i Næstved og Aalborg.

Men trods de åbenlyse skilte ville myndighederne ikke sige, hvad det skulle bruges til.

- Hvorfor ikke fortælle hvad de laver? Ingen har gavn af de der "ingen kommentarer", spørger Flemming Sparre Sørensen på Facebook.

Og heller ikke efter dagens pressemøde ville myndighederne svare på, hvad det handler om, og om folk skal til at testes i telte uden for hospitalerne.

- Nej, det kan jeg ikke sige noget om. Vi kommer med mere om den øgede testaktivitet i den kommende uge, siger Søren Brostrøm.

Skal vi til at teste flere personer? Raske personer?

- Som sagt, der kommer mere i den kommende uge, siger han.

Sådan så det ud i Fælledparken i går:

Opbygger kapacitet

Ifølge politidirektør i Rigspolitiet Svend Larsen handler det om at opbygge kapacitet til test.

- Vi opbygger kapacitet for at kunne understøtte teststrategien. Derfor vil man i dag kunne se, at der begynder at rejse sig telte nogle steder i landet.

Men hvem og hvor mange der skal testes, og om der er en ny teststrategi, vil de ikke udtale sig om.

- Det vil blive meldt ud på et senere tidspunkt, står der i mailsvaret, DR Nyheder modtog i går.

Hos Region Hovedstadens Center for Ejendomme fortalte konstitueret vicedirektør Michael Langgaard Nielsen, at de er blevet bedt om at oprette test-faciliteterne i Fælledparken.

- Det er et koncept, der skal rulles ud på en eller anden måde. Jeg kender ikke rammerne for de test, der skal laves. Men vi prøver det af for at se, hvordan fysikken er i det.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter