Brugerbetaling fik fertilitetsbehandlinger til at styrtdykke

Opgørelse viser, at anatallet af fertilitetsbehandlinger styrtdykkede, efter brugerbetaling blev indført.

(© Colourbox)

I 2011 blev der født 900 færre børn i Danmark på grund af brugerbetaling på fertilitetsbehandling, som VK-regeringen indførte som en del af finanslovsaftalen for 2011.

Det fik mange ufrivilligt barnløse par til at droppe at søge hjælp til at få børn.

Sådan lyder vurderingen fra Dansk Fertilitetsselskab på baggrund af en opgørelse, der viser, at der sidste år blev udført 23 procent færre fertilitetsbehandlinger på de ni offentlige klinikker end de forudgående år.

900 færre børn på grund af brugerbetalingHospitalerne fik sidste år 30 procent færre henvisninger fra par, som ønskede fertilitetsbehandlinger.

- Det betød, at der er 900 børn, som vi forventer ikke blev født på grund af brugerbetaling. Det er rigtig mange børn og en bemærkelsesværdig stor effekt af brugerbetaling, siger Karin Erb, formand for Dansk Fertilitetsselskab til Berlingske.

Der blev advaret inden

Da brugerbetaling blev indført, udløste det en proteststorm fra patientorganisationer og læger, der mente, at brugerbetaling brød med princippet om fri og lige adgang til behandling. Der blev også advaret mod, at brugerbetaling på fertilitetsbehandlinger ville føre til et fald i antallet af fødsler.

- Brugerbetaling var en fjollet måde at gribe tingene an på. Det var ikke gavnligt for et samfund, siger Anette Thrane, formand for Landsforeningen for Ufrivilligt barnløse til Berlingske, og tilføjer:

- Når vi nu står til at ville mangle hænder, skal man ikke betale for at blive behandlet, hvis man vil bidrage til at bringe børn til verden. Det er forkert, siger hun.

Faldet vil blive udlignet

SRSF-regeringen har efterfølgende fjernet denne brugerbetaling, og ifølge Karin Erb ser aktiviteten på landets fertilitetsklinikker nu ud til at være oppe på samme niveau som før brugerbetalingen blev indført.

Hvilket er omkring 13.000 regentsglasbefrugtninger.

Tidligere har sundhedsministeren i et svar til Folketingets sunshedsudvalg skønnet, at brugerbetalingen førte til et forventet tal i antallet af fødsler på jkanp 700 børn, men det tal blev altså noget større, skønnes det.

Forventninger er, at faldet i 2011 vil blive udlignet i løbet af de kommende år.

Brugerbetaling bliver ikke blive genindført

Brugerbetaling vil ikke blive genindført under en Venstre-ledet regeringen, siger næstformanden i Folketingets sundhedsudvalg, Hans Andersen (V).

Men formanden sætter stadig spørgsmålstegn ved opgørelsen, og han mener ikke, at faldet i antallet af fødsler alene skyldes brugerbetaling.

- Da den blev indført, var den et led i genopretningen af den offentlige økonomi. Men vi synes ikke, at der er brug for mere brugerbetaling i det danske sundhedsvæsen, og derfor vil den ikke komme igen, siger Hans Andersen.

Efterhånden skønnes det, at op mod 10 procent af en årgang kommer til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling.

Facebook
Twitter