Brugsuddeleren og gymnasieeleven har uniformer på i dag: 'Folk spørger, hvor jeg har medaljen fra'

For første gang er der "Uniform på jobbet-dag" for at sætte fokus på frivillige og reservister i Forsvaret.

Hassan Dib Barghachoun går i 1Q på Tårnby Gymnasium. I dag er det tydeligt for klassekammeraterne, at han ved siden af skolen er en del af Hjemmeværnet. (Foto: © Lukas Klarlund - DR København)

Mange er taget på arbejde i et helt andet antræk end normalt:

Frivillige og reservister i Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabet kan nemlig i dag bære uniform på deres civile job.

- Det er en hyggelig måde, man kommer i kontakt med kunderne, siger brugsuddeler Christian Jentzsch, der i dag har camouflagebukser på bag kassen i Dagli'Brugsen i Gudhjem på Bornholm.

"Uniform på jobbet"-dagen er stiftet af forsvarsminister Troels Lund Poulsen. Dagen skal markere den betydning, som de har for det danske samfund og for at hylde deres mod og indsats.

  • Det er tjenesteuniformen fra Hjemmeværnet, som brugsuddeler Christian Jentzsch i dag bærer på arbejde: - Jeg er med til at vise, at jeg gør en forskel. Det er en god del af mig. Jeg er glad for at gøre en forskel for andre og at kunne en indsats. (Foto: © Jens Ørberg - DR Bornholm)
  • Ved kaffebordet på Erhvervsakademi MidtVest i Herning er der usædvanligt meget snak om uddannelseschef John Brunsborgs tøjvalg i dag. (Foto: © Stine Ning - DR Midt & Vest)
1 / 2

Rank ryg og high-fives

For produktionsleder Magnus Gustafsson betyder uniformen, at han ranker ryggen lidt mere end normalt, når han i dag går rundt blandt kollegerne på Scanfiber Composites i nordjyske Sindal.

- Selvom jeg nok ikke vil indrømme det, så har jeg en lidt anden holdning, når jeg har uniformen på, siger han.

De medstuderende på Tårnby Gymnasium uddeler high-fives og spørger ind til den grønne baret og medaljen på brystet, som er en del af Hassan Dib Barghachouns hjemmeværnsuniform.

- Jeg er den eneste, der ikke har civilt tøj på i skole i dag. Folk er nysgerrige, og folk synes, det er sejt, fortæller han.

John Brunsborg vækker opsigt blandt kolleger og studerende med dagens tøjvalg.

Håber at få flere med i uniform

Medaljen er en belønning fra Dronning Margrethe efter Hjemmeværnets indsats under corona. Hassan Dib Barghachoun nyder at fortælle om, hvad det indebærer for ham at være en del af Hjemmeværnet, for værnet har brug for flere, der gerne vil gøre en indsats.

- Det her kan sagtens have en påvirkning på, at andre måske synes, det er interessant, når de fylder 18 år. For man kan sagtens gøre det.

  • De medstuderende lægger især mærke til medaljen på Hassan Dib Barghachouns bryst. (Foto: © Lukas Klarlund - DR København)
  • Magnus Gustafsson har uniform på i dag, selvom han egentlig bare er på sit civile arbejde som produktionsleder på Scanfiber Composites i Sindal i Nordjylland. (Foto: © Christine Nørgaard - DR Nordjylland)
1 / 2

På Erhvervsakademi i MidtVest i Herning er udannelseschef John Brunsborg i dag også i sin uniform som frivillig stabschef hos Hjemmeværnet. Han håber, at hans outfit i dag kan være med til at afmystificere, hvad Hjemmeværnet er.

- Folk har i bedste fald en fragmenteret opfattelse af, hvad Hjemmeværnet er. I værste fald har de en forkert opfattelse. Så det får jeg nogle snakke med mine kolleger og de studerende om, fortæller han.

"Uniform på jobbet"-dagen støttes af en lang række af landets største virksomheder, som forsvarsministeren, værnschefer og andre ledere fra Forsvaret og beredskabet vil besøge i dag.

Fremover vil Uniform på jobbet-dag være den sidste onsdag i september.