Brugte batterier graves ned

Brugte batterier ender ikke til genbrug. De sendes til den kommunale losseplads, hvor de graves ned. Der er nemlig ikke nogle penge i at genanvende de brugte batterier, selv om teknologien er til stede.

Når de er brugt skal de indsamles. Men i modsætning til, hvad mange tror, så genbruges de brugte batterier ikke (Foto: Christian Ringbæk © Scanpix)

Danskerne lægger hvert år 25 mio. batterier i indsamlingsbøtter over hele landet. Ni ud af ti af batterierne der indsamles, sender kommunerne til landets lossepladser, vurderer Miljøstyrelsen og Kommunernes Landsforening, KL.

På lossepladsen graves batterierne ned i stedet for at blive sendt til genindvinding, så metallerne kunne bruges igen, erfarer Berlingske Tidende.

- Batterierne skal ligge i jorden i tusinder af år, og det mener vi ikke, er noget, vi skal efterlade til vores efterkommere. Dels fordi nogle af metallerne er miljø- og sundhedsskadelige, dels fordi det vil være bedre anvendelse af ressourcerne at genanvende metallerne. Og med batterier ved vi, at der findes teknologier til genanvendelse, siger Christian Ege, formand for Det Økologiske Råd.

Ingen penge i brugte batterier

Formand for KLs Teknik- og Miljøudvalget Bjørn Dahl (V) forklarer, at man deponerer batterierne af økonomiske årsager.

- Det skyldes, at der ikke er så meget samfundsøkonomi i at genanvende. Men det er da ikke optimalt at deponere. Og jeg kunne godt forestille mig, at fru Jensen og hr. Hansen, der troskyldigt indsamler batterierne, tror, de bliver genanvendt, siger Bjørn Dahl.

Han understreger, at folk bør fortsætte med at aflevere batterierne, fordi det trods alt er mere miljøvenligt i forhold til at smide dem i skraldespanden, fordi de så vil ende i forbrændingen på lossepladsen.

Facebook
Twitter