Brune dukker skal give indvandrerbørn selvtillid

Hudfarven på dukkerne i landets børnehaver og daginstitutioner, skal afspejle et multietnisk samfund, mener BUPL og Institut for menneskerettigheder.

De brune dukker skal højne selvtilliden hos indvandrerbørn, og skal samtidig vise, at Danmark er et multietnisk samfund. (Foto: © Timothy A. Clary, Scanpix)

Der skal flere brune dukker i landets børnehaver og daginstitutioner. Det mener Institut for menneskerettigheder og fagforeningen BULP.

De brune dukker skal højne selvtilliden hos indvandrerbørn, og skal samtidig vise, at Danmark er et multietnisk samfund.

- Det er vigtigt, at vi sætter ind fra en tidlig alder og siger, at alle er en del af dette samfund og har lige muligheder og lige rettigheder, forklarer chefkonsulent Mandana Zarrehparvar til Jyllands-Posten.

"Dukketesten"

Baggrunden for forslaget er filmen "Dukketesten", som Institut for Menneskerettigheder har produceret.

Her ser man, hvordan 41 børn med indvandrerbaggrund bliver stillet over for valget mellem en brun og en hvid dukke. Ingen vælger entydigt den brune.

- Et af de problemer, filmen rejser, er, at børn opfatter det at være "brun" som at være andenrangs og være grim, som nogle af dem ligefrem siger det, udtaler Mandana Zarrehparvar.

Bedre selvværd

Instituttet bliver bakket op af fagforeningen BUPL, der også anbefaler brune dukker. Her mener man, at det vil give børn af anden etnisk herkomst end dansk mere selvtillid.

- Dem, som ikke er danske, bliver afstivet lidt i deres selvværd. Og de danske børn vil opleve, at verden er mangfoldig. siger Henning Pedersen, formand for BUPL.