Bryllupsklokken ringer for erfarne mænd: To ud af tre brude gifter sig med en ældre gom

Amors pil rammer ens. År efter år falder kvinder for ældre mænd og vice versa.

En ting er næsten lige så sikkert som amen i kirken. Når et brudepar siger ja i kirken eller på rådhuset, så er det to ud af tre gange gommen, som er ældst.

Sådan har det været hvert eneste år siden år 2000, viser tal fra Danmarks Statistik, og udsvingene fra år til år er ganske beskedne.

Tallene viser, at selvom vi taler om, at samfundet ændrer sig lynhurtigt, så er meget ved det gamle, når det drejer sig om parforhold og kærlighed, siger Lene Tølbøll, sociolog på Aalborg Universitet og forsker i familiedannelse.

- Når det kommer til at stifte familie og kærlighed, har vi en klar forestilling om, hvad der er normen – og den følger vi.

Ægtemanden er typisk ældst

Grafen viser antallet af vielserne i procent fra 2000-2017, hvor bruden eller gommen er ældst

Kvinder tiltrækkes af mere modne mænd

Når kvinder typisk falder for en lidt ældre partner, drejer det sig om modenhed, fortæller Lene Tølbøll og peger på flere områder, hvor unge kvinder hurtigere modnes end de jævnaldrende mænd.

For eksempel flytter kvinder tidligere hjemmefra end mænd, og når de først har fået deres eget hjem, vender de sjældnere tilbage til mor og far end fyrene. Og hvor kvinden ofte flytter fra barndomshjemmet for at bo for sig selv, er der større tendens til, at de unge mænd flytter direkte fra forældrene til kæresten, oplyser Lene Tølbøll.

- Unge kvinder er hurtigere mere modne end mænd og klar til et forhold, siger hun.

Parterapeut: Jægermand vil nedlægge ung kvinde

For kvinder er det et plus at finde en kæreste, som har styr på økonomien og ordene i sin magt, mener parterapeut og sexolog Marie Safina Kademann. Der kan mænd, som har flere år på dåbsattesten, have en fordel, fordi de er nået længere med uddannelse og job.

- Kvinder er redebyggere og kan godt lide tryghed, siger hun og peger på, at kvinden også får prestige ved finde en eftertragtet mand, der er lidt længere fremme i livet, siger Marie Safina Kademann.

Selvom ægtemanden typisk er ældre end ægteviven, er der sjældent de helt store aldersforskelle. Sidste år var omkring halvdelen af ægteparrene jævnaldrende, hvor der maksimalt var et par år imellem brud og gom. I hvert fjerde ægteskab var manden dog mindst fem år ældre end kvinden.

Mænd falder i højere grad for yngre kvinder, som udstråler en anden livsglæde, umiddelbarhed og naivitet ved livet end ældre kvinder, oplever Marie Safina Kademann.

- Mænd er jægere og kan godt lide sådan en sød lille bambi, der springer omkring på en mark, og tænker: Kan jeg få ram på hende?, siger parterapeuten med et glimt i øjet.

Kærlighed kan være blind for alder

Når Marie Safina Kademann taler med par, oplever hun ofte ikke, at aldersforskelle spiller ind på lykke og harmoni. Men der kan være udfordringer, hvis drømmene for livet er meget forskellige, og den ene for eksempel brændende ønsker at få børn, mens den anden ikke har babydrømme.

- Hvis begge parter er voksne og nogenlunde samme sted i livet og deler vigtige værdier, så tror jeg på, at kærlighed er blind. Også overfor alder. Hjertet vælger, siger hun.

Facebook
Twitter