Brystimplantater kan skjule forstadier til kræft

Flere plastikkirurgiske klinikker undlader at oplyse om, at brystimplantater kan skjule forstadierne til kræft ved mammografiscreening.

Når et implantat placeres ovenpå brystmusklen er det ikke muligt at gennemføre en komplet mammografiundersøgelse. For røntgenstrålerne kan ikke trænge igennem implantatet, og derfor vil store dele af brystvævet være skjult. (Foto: DR © DR)

Iben Jensen har indlagt implantater ovenpå brystmusklen.

Det er især dem, der kan give problemer ved en mammografiscreening. Inden hun fik lavet sin operation, var hun til en forsamtale hos sin kirurg:

- Jeg fik ikke noget at vide, udover at det skulle være nemt nok at screene for en eventuel cancer, fortæller hun.

Den fejlinformation påvirker Iben Jensen:

- Havde jeg vidst det, havde jeg ikke fået disse implantater sådan.

Implantater kan skygge på mammografi

Når et implantat placeres ovenpå brystmusklen er det, ifølge overlæge og mammografiscreeningschef Ilse Vejborg på Rigshospitalets Radiologisk Klinik, ikke muligt at gennemføre en komplet mammografiundersøgelse.

For røntgenstrålerne kan ikke trænge igennem implantatet, og derfor vil store dele af brystvævet være skjult, når man mammografiscreener.

Og det er i brystvævet at en kommende kræftknude kan gemme sig.

Men den problematik undlader flere plastikkirurgiske klinikker at nævne, når kvinder er inde til forundersøgelsen. Ifølge flere sundhedsjurister er det et brud på lovgivningen.

DR 2 Undersøger har besøgt 10 plastikkirurgiske klinikker rundt om i landet. Flere af dem fejlinformerede om mammografiscreening.

Måske større risiko for at dø af brystkræft

Det skræmmer chefen for Kræftens Bekæmpelse Patientstøttetilbud Laila Walther:

- Når vi går hen til nogen, der ved mere end os og beder dem om at gøre noget helt afgørende ved vores krop, så skal de fortælle os alt omkring det, alle risici. Jeg synes, det her er et alvorligt retssikkerhedsproblem, siger hun.

Ifølge en international undersøgelse, der kom frem sidste år, har kvinder med brystimplantater 38 procent større risiko for at dø af brystkræft, fordi deres implantater gør, at man ikke opdager kræften i tide.

Skal tages med forbehold

Undersøgelsen skal dog tages med det forbehold, at den har sammenlignet forskellige studier, der ikke alle er lavet på samme måde.

Derfor er undersøgelsens resultater underlagt en vis usikkerhed. Men ifølge en af forskerne bag, giver resultaterne en god guideline:

- Vi har sammenlignet studier fra flere forskellige lande, og det viser, at kvinder med implantater har større risiko for at dø af brystkræft end kvinder uden implantater, fordi kræften opdages senere, siger den canadiske folkesundshedsforsker Eric Lavigne til DR 2 Undersøger.

Hvert år får cirka 4000 danske kvinder konstateret brystkræft. Op mod 1300 dør hvert år af sygdommen.

Se mere om problematikken i DR 2 Undersøger-programmet ”Skønhedens Skyggeside” i aften på DR 2 klokken 21.00.

Facebook
Twitter