Bus med efterskoleelever kørt i grøften

En bus med 51 ombord kørte af vejen. Fire på skadestuen.

Bussens ruder var knuste, men passagererne slap med lettere skader. (Foto: Thomas Prakash DR)

Østjyllands Politi oplyser på Twitter, at en turistbus med efterskoleelever her til formiddag er kørt i grøften ved Hovedvejen i Hasselager.

Der er flere lettere tilskadekomne, oplyser politiet. Ifølge politiet er der 51 passagerer ombord.

Jakob Christiansen, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi, fortæller til DR, at der er tale om elever fra en efterskole.

- Chaufføren mister herredømmet og kører i grøften - det er endnu uvist hvorfor - på hovedvejen mellem Hørning og Hasselager, siger han.

Det drejer sig om Aalborg Efterskole, oplyser skolen selv på sin egen Facebook-side.

Fire på skadestuen

10 er lettere tilskadekommende - ingen alvorligt, oplyser Jakob Christiansen. De tilskadekomne er ved at blive tilset af redningsfolk i flere ambulancer.

- Der er nok nogle enkelte, der bliver kørt til hospitalet, men andre bliver behandlet på stedet, siger Jakob Christiansen.

I en senere opdatering oplyser Østjyllands Politi, at fire elever er kørt på skadestuen med lettere skader. Forældrene er underrettet af efterskolen. Eleverne var på vej til et idrætsstævne i Odder, da bussen kørte galt.

- Årsag til uheldet afventer tekniske undersøgelser, skriver politiet på Twitter.

Facebook
Twitter