Buschauffører kæmper også med rejsekort

Ikke kun passagerer kæmper med det nye kort. Chaufførerne på hovedstadens busser gør også

Chaufførerne kan ikke vide, om de sælger de rigtige billetter, og derfor risikerer passagererne at få bøder, siger en chauffør. (Foto: Christian Bjergløk Jørgensen © DR København)

En del passagerer har problemer med Rejsekortet. Og bag rattet har chaufførerne også deres bøvl.

Det elektroniske rejsekortsystem har nemlig overtaget billetsalget i busserne fra de gamle gule automater, der sad ved chaufførerne.

Nu foregår det hele via to skærme - men systemet fejler dagligt.

Sælger forkerte billetter

- En typisk fejl kan være, at jeg ikke kan se, hvilken zone jeg er i, fortæller en buschauffør, som kører i Hovedstaden og ikke ønsker sit navn frem.

Fejlene betyder, at passagererne ikke kan være sikre på, at de får den rigtige billet, siger chaufføren til DR Nyheder:

- Skærmen viser nogle zoner, men det er ikke nødvendigvis de rigtige zoner. Det betyder, at passagererne får en forkert billet, eller at Rejsekortet tjekker dem ind en forkert zone. Jeg har flere kolleger, som holder øje med det, når de selv rejser på kortet.

Kan ikke kontrollere alt

Indimellem laver chaufførerne en kontrol af de billetter, de sælger. Men de kan ikke kontrollere alt, forklarer chaufføren:

- Som regel nikker og smiler vi til passagererne og lader dem komme ind i bussen.

Men hvis de får en forkert billet, så får de jo en bøde, hvis de møder en kontrollør i Metroen eller i toget?

- Ja, men det kan jeg jo ikke rigtig gøre noget ved, siger chaufføren.

Facebook
Twitter