Busselskab skal stå skoleret for minister: Kører fyldte busser på tværs af landet

Flixbus, der kører mellem Aarhus og København, kan se frem til en opsang fra transportministeren.

Flixbus kører med passagerer mellem København, Aarhus, Kolding og Vejle. (Foto: MICHAEL DALDER © Scanpix)

Mens børn i udflytterbørnehaver dårligt kan få lov at komme i børnehave på grund af pladskrav under busturen, kører busselskabet Flixbus stadig med tætpakkede busser på tværs af landet.

Det er ikke direkte ulovligt at samle de mange passagerer på så lidt plads, fordi transportselskaber er undtaget fra forsamlingsforbuddet, der betyder, at mere end 10 personer ikke må forsamles.

Til gengæld overholder busselskabet langt fra sundhedsmyndighedernes anbefalinger om at holde to meters afstand til andre mennesker.

Samtidig passer det heller ikke godt med Transportsministeriets opfordring til, at trængsel i offentlige transportmidler skal begrænses.

- Retningslinjen for kollektiv transport er helt klart, at man skal sikre, at der er plads nok, så man kan overholde sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Det betyder, at man ikke skal sælge mere end cirka halvdelen af billetterne i et bus eller et tog, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) til DR.

- Vi har desværre kunnet se, at der for Flixbus' vedkommende er blevet solgt flere billetter, end det, der er hensigtsmæssigt.

Kan i yderste konsekvens få et påbud

Derfor har transportministeren indkaldt Flixbus til et virtuelt møde lørdag.

- Så kan jeg sikre mig, at de kender retningslinjerne fuldt og helt, ligesom alle andre aktører inden for kollektiv transport i øvrigt gør. Uanset om man tager en færge, kører med bus, metro eller letbane skal man kunne være tryg ved, at der er god nok plads, siger Benny Engelbrecht.

Skulle Flixbus vælge fortsat at trodse retningslinjerne og køre med fyldte busser, har ministeren knapper at skrue på.

- Jeg har mulighed for i yderste konsekvens at give dem et egentligt påbud. Det vil være meget besværligt, både for myndighederne og dem selv, og derfor tænker jeg også, at en dialog er den bedste vej at gå. Skulle det alligevel blive nødvendigt, er der egentlig indgreb at skride ind med, siger Benny Engelbrecht.

Mødeindkaldelsen kommer, efter at Jyllands-Posten og TV2 har beskrevet, hvordan passagerer sidder tæt op og ned ad hinanden, fordi der bliver solgt billetter til alle bussens sæder.

Andre selskaber som Kombardo Ekspressen og DSB sælger billetter, så vognene kun er halvt fyldte.

På Flixbus' hjemmeside står der, at selskabet konstant overvåger 'de statsligt udstedte regulativer og er klar til straks at iværksætte nye retningslinjer for vejtransport over lange afstande fra de ansvarlige myndigheder'.

Kører af hensyn til økonomien

Det har her til aften ikke været muligt at få en kommentar til Flixbus, men i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten oplyser Flixbus følgende:

- Vi er nødt til at overveje den økonomiske levedygtighed for os og vore buspartnere, som er hårdt påvirket af den aktuelle situation. Vi byder derfor tiltag fra regeringen for at støtte økonomien og transportindustrien i denne situation velkommen.

Benny Engelbrecht, vil du være villig til at se på, om du som minister kan hjælpe til at yde økonomisk hjælp til transportselskabene?

- En række selskaber har taget forskellige initiativer, som for eksempel DSB, der har fjernet deres Orange-produkt for ikke at anspore til, at for mange benytter sig af den kollektive transport, uden at de har et umiddelbart behov.

- Derfor kunne man også forestille sig, at Flixbus kunne tænke i at hæve billetpriserne en lille smule i denne tid, hvor færre kører med deres busser. Så der er forskellige virkemidler, og det vil jeg også tage en dialog med dem om.

Vil regeringen være villig til at se på de hjælpepakker, der er i forvejen og se, om det er noget, Flixbus kan være omfattet af?

- Jeg kan ikke vurdere på stående fod, om de er omfattet af de eksisterende hjælpepakker. Men nu tager vi en dialog om det med Flixbus, hvis de ellers deltager i det møde, jeg har inviteret dem til.

Facebook
Twitter