Hvis du synes, at det går langsomt, når du kører i bus, så er der noget om det.
Værst er situationen i København, hvor busserne snegler sig af sted med helt ned til 12,7 kilometer i timen. Det viser en opgørelse, som trafikselskabet Movia har foretaget for metroXpress.
Skiftende myndigheder har brugt millioner på at få busserne hurtigere frem, både i København, Aalborg og Århus.
- Sammen med Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune har vi investeret 100 millioner kroner i busfremkommelighed gennem de sidste ti år. De er brugt på busbaner, bedre prioriteringer i kryds og signalstyring, siger Johannes Sloth, der er direktør for Movia som står for bustrafikken i Østdanmark, til Radioavisen.
Dyr langsommelighed
Alligevel er bussernes gennemsnitshastighed flere steder ikke steget. Og det er dyrt. En undersøgelse har ifølge metroXpress vist, at det alene på udvalgte strækninger i København koster over 20 millioner kroner i spildtid for passagererne om året.
Samtidig får det passagererne til at stå af den kollektive trafik, og busselskaberne må have flere busser i gang for at kunne holde køreplanen.