Da politiet skulle efterforske terrorangrebet i februar 2015 i København, gjorde de brug af adskillige overvågnings-kameraer, som var ulovligt opstillet.
Det var blandt andet ved hjælp af overvågningsvideoer, at man fremskaffede et foto af gerningsmanden, Omar El-Hussein, og at man senere kunne lokalisere hans færden rundt i byen. 75 procent af de benyttede kameraer var ulovligt opstillede, viste en redegørelse, der kom året efter.
Men hvad der dengang var ulovlige kameraer, skal ikke nødvendigvis være ulovligt opstillede fremover.
Regeringen lægger i sin sikkerhedspakke, som blev præsenteret i dag, op til langt videre rammer for at bruge tv-overvågning fra både private og kommuner. Det sker både som en forebyggende foranstaltning, men skal også give bedre mulighed for at opklare forbrydelser.
Herunder kan du se overvågningsbilleder af Omar El-Hussein.
- Gevinsten ved det er, at vi meget bedre vil kunne foretage kriminalitetsbekæmpelse. Så er der nogle principielle overvejelser om, hvorvidt det er en indgriben i friheden, som er for bekostelig i forhold til gevinsten. Og det er den diskussion, vi skal have, som jeg anerkender er relevant, sagde justitsminister Nick Hækkerup (S) på et pressemøde tidligere i dag.
I dag må kommuner for eksempel ikke foretage tv-overvågning af frit tilgængelige steder eller områder med almindelig færdsel.
Fremover vil kommunen dog kunne få lov af politiet til at tv-overvåge i nær tilknytning til restaurationsvirksomheder.
Og så skal private erhvervsdrivende også have bedre mulighed for at tv-overvåge. I dag må detailbutikker nøjes med at overvåge på arealer, der ligger få meter fra deres indgange og facader.
Det afstandskrav fjernes helt, lyder det i regeringens udspil.
I alt vil regeringen indføre 16 nye initiativer, som du kan se herunder.
De 16 initiativer
- •
Fokusområde 1: Øget overvågning
- •
1. Tv-overvågning ved offentlige bygninger
- •
2. Udvidet adgang til kommunal tv-overvågning
- •
3. Udvidet adgang til privat tv-overvågning
- •
4. Politiet styrker brugen af tv-overvågning
- •
5. Obligatorisk registrering af tv-overvågning
- •
6. Politiet får mulighed for at overtage tv-overvågning
- •
7. Øget anvendelse af ANPG (automatisk nummerplade genkendelse)
- •
8. Længere opbevaringstid for ANPG-oplysninger
- •
9. Styrket overvågning af bandemedlemmer
- •
Fokusområde 2: Styrkelse af politiets efterforskningsredskaber og muligheder
- •
10. Fremtidssikring af politiets muligheder for at foretage f.eks. aflytning og ransagning
- •
11. Styrkelse af politiets banderegister
- •
12. Flere droner i politiet
- •
Fokusområde 3: Forstærket indsats mod eksplosivstoffer
- •
13. Sprængning ved offentlige bygninger skal betragtes som angreb på staten
- •
14. Skærpet straf for besiddelse af eksplosivstoffer
- •
15. Flere sprængstofhunde og stikprøvekontroller for eksplosivstoffer
- •
16. Udvidet adgang for politiet til brug af netagenter i sager om våben og eksplosivstoffer
- •
Kilde: Justitsministeriet